Senior klublicenser for 2024/25-sæsonen er tildelt
Fløjten lyder snart for sidste gang i denne sæson. Det er dermed blevet tid til at uddele licenser til den kommende sæson.
Når de danske fodboldklubber søger om licens, skal de dokumentere imødekommelse af en lang række krav inden for blandt andet økonomi, stadions og organisation, når DBU’s Licensudvalg skal tildele licens.
I februar skulle de danske fodboldklubber i de bedste danske rækker søge licens ud fra den række, de spillede i på ansøgningstidspunktet.
De ansøgninger er nu gennemgået af DBU’s Licensadministration, og efterfølgende endeligt behandlet af DBU’s Licensudvalg og Licensappeludvalg.
Klublicenser:
Superliga
Alle 12 klubber har fået udstedt licens til både 3F Superligaen samt UEFA’s turneringer.
1. Division
Alle nuværende klubber i 1. division har søgt om licens til 1. division. FC Helsingør A/S har ikke fået licens til 1. division. Da klubben matematisk er rykket ned sportsligt, vil det ikke få nogle sportslige konsekvenser. Klubben har valgt ikke at anke afgørelsen. De 11 øvrige klubber har alle fået udstedt licens.
Kvindeligaen
Otte klubber har søgt om licens til Kvindeligaen. Fire har samtidig søgt om UEFA licens.
FC Thy – Thisted Q har søgt licens til Kvindeligaen. Klubben fik afvist den ansøgte licens af Licensudvalget og ankede afgørelsen til Licensappeludvalget, der stadfæstede Licensudvalgets afgørelse. Klubben har dermed ikke fået tildelt licensen. De kan derfor ikke deltage i Kvindeligaen 2024/2025, selvom de sportsligt kvalificerer sig. Alle øvrige ansøgere har fået tildelt deres ansøgte licenser.
1. division Kvinder
Som noget nyt i år er der indført licens til 1. division Kvinder. Otte klubber har søgt om licens til 1. division kvinder, og alle otte har fået udstedt licens.
Senior licensklubberne for sæsonen 2024/2025 ser dermed således ud:
Superligaklublicens og UEFA-licens
AGF, Brøndby IF, F.C. København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Hvidovre IF, Lyngby Boldklub, Odense Boldklub, Randers FC, Silkeborg IF, Vejle B og Viborg FF.
1. divisionsklubslicens
AC Horsens, B. 93, FC Fredericia, HB Køge, Hillerød Fodbold, Hobro IK, Kolding IF, Næstved Boldklub, Sønderjyske Fodbold, Vendsyssel FF og AaB
Kvindeligaklublicens og UEFA-klublicens
FC Nordsjælland, Fortuna Hjørring, Brøndby IF og HB Køge.
Kvindeligaklublicens
AGF, Kolding IF og AaB
Klubber med licens til 1. divison kvinder
ASA Fodbold, B93, Ballerup-Skovlunde Fodbold, Næstved Herlufsholm Fodbold, OB Q, Sundby BK, Varde IF og Østerbro IF.