Der findes næppe en mere berømt dansk inderside, end den der sidder på den tidligere landsholdsprofil og anfører Jon Dahl Tomasson. Nu er både den og resten af den danske målmaskine en del af det ærefulde selskab Fodboldens Hall of Fame.

Jon Dahl Tomasson blev onsdag aften hyldet i et fyldt Parken før EM-testkampen mod vores svenske naboer - som han i dag er landstræner for.

112 landskampe og 52 mål taler for sig selv. De 52 mål er flest scoret på det danske Herrelandshold i historien sammen med Poul ”Tist” Nielsen.

Derfor er det heller ikke svært at finde store øjeblikke i den rød-hvide trøje fra han debuterede i 1997 til den sidste kamp ved VM i 2010, hvor han netop scorede det 52. mål mod Japan.

Når Herrelandsholdet havde brug for et mål, så skulle man blot kigge mod Jon Dahl Tomasson, der oplevede sit gennembrud i landsholdssammenhæng i kvalifikationen til EM i 2000. Til VM i 2002 scorede han fire mål i gruppespillet og var topscorer, indtil Danmark røg ud.

Han havde en næse for målet, som sjældent er set i dansk fodbold. Det fik selvsamme Sverige blandt andet at mærke ved EM i 2004, hvor han scorede to mål og sendte Danmark i kvartfinalen.

Også på klubplan oplevede Jon Dahl Tomasson stor succes. Efter at være kommet fra Køges ungdomsafdeling tog han først til Heerenveen, dernæst Newcastle, inden han blev virkelig kendt på den internationale klubscene for Feyenoord, hvor han vandt UEFA Cuppen, scorede i finalen og blev kampens spiller.

Derfra gik vejen til storklubben AC Milan, hvor han var i to Champions League-finaler og vandt den ene i 2003.

Efter fodboldkarrieren valgte han at blive træner. Det betød blandt andet, at han blev assistenttræner for Åge Hareide på Herrelandsholdet, og nu er han altså i dag den første udenlandske landstræner for Sverige.

Født 29. august 1976 i København

Klubber: Solrød FC • Køge Boldklub • SC Heerenveen • Newcastle United FC • Feyenoord • AC Milan • VfB Stuttgart • Villarreal CF

112 landskampe • 52 mål (1997-2010)