Hjulmand-drøn gav dansk point i Frankfurt
England var modstanderen i Herrelandsholdets andet gruppeopgør ved EM-slutrunden, der blev spillet på Frankfurt Arena. Opgøret endte 1-1 med Morten Hjulmand som dansk målscorer i første halvleg.
På en lun torsdag aften i Frankfurt stod Herrelandsholdet overfor England i gruppespillets anden kamp. Opgøret blev indledt uden de store chancer, og Phil Foden havde det første nærgående forsøg for England efter ca. 13 minutters spil.
Kampens første scoring kom i det 18. minut, da Harry Kane efter lidt bandespil i feltet sendte bolden ind bag Kasper Schmeichel. 1-0 til England.
Efter 28 minutter var det for første gang tæt ved at blive farligt foran det engelske mål, da Christian Eriksen fandt Rasmus Højlund, som dog havde svært ved at få afsluttet ordentligt.
En ordentlig afslutning kan man til gengæld sige, der kom efter 34 minutter. Morten Hjulmand modtog bolden lige uden for feltet og bankede den ind via den ene stolpe til en dansk udligning. 1-1.
Efter scoringen var der mere fremadrettet spil at finde fra Danmarks side, men det blev ved uafgjort til pause.
England havde det første nærgående forsøg i anden halvleg med et skud på stolpen efter 56 minutter.
Christian Eriksen stod for det første danske forsøg med et venstrebensspark uden for feltet efter 63 minutter, men bolden sejlede over mål.
Efter 71 minutter kom Ollie Watkins fri til afslutning i feltet, men Kasper Schmeichel fik reddet til hjørnespark.
Alexander Bah kom forbi i Englands højre side efter 83 minutter, men backen var lidt for langsom til at beslutte sig, og hans indlæg blev derfor blokeret til hjørnespark.
Kort tid efter var Pierre-Emile Højbjerg tæt på at bringe Danmark i front med et placeret skud, der dog gik lige forbi mål.
Generelt lignede Danmark mest holdet, der jagtede sejren til sidst, men det blev ved 1-1 og en pointdeling i Herrelandsholdets anden kamp i gruppe C.
På tirsdag gælder det Serbien i München.