Herrelandsholdet donerer spillertrøjer fra EM-kamp til udsatte børn
Alle spillere sætter deres trøjer fra første EM-kamp på auktion til fordel for UNICEF og børn i verdens konflikter og katastrofer.
Når Herrelandsholdet møder Slovenien i Danmarks første EM-kamp, bliver spillernes ’matchworn’ kamp-trøjer sat på auktion efter kampen. Det sker til fordel for verdens børn i konflikt- og katastrofeområder.
Det er ikke første gang, at spillerne fra Herrelandsholdet donerer deres kamptrøjer til et godt formål. Da holdet havde sikret sig EM-kvalifikationen i november sidste år mod netop Slovenien, indbragte en auktion mere end 130.000 kroner, der blev doneret direkte til UNICEF.
Landsholdsspiller og UNICEF-ambassadør Joakim Mæhle håber at kunne være med til at gøre en forskel for de børn, der har akut brug for hjælp:
”Det er forfærdeligt, at nogle børn vokser op i krig og konflikter. Det betyder meget for os at kunne give noget tilbage, og vi håber, at trøje-auktionen kan være med til at gøre bare en lille forskel for de børn, der har brug for hjælp.”
EM-trøjer kan få børn til at drømme stort igen
UNICEF hjælper børn overalt i verdens konflikt- og katastrofeområder. Herrelandsholdets ’matchworn’ trøjer fra EM-premieren kommer derfor til at gøre en forskel for børn, der har akut behov for humanitær hjælp og støtte.
UNICEFs nødhjælpskasser indeholder blandt andet livreddende forsyninger som mad, vand og medicin. Men UNICEF fylder også kasserne med fodbolde, der er vigtige for at genskabe en normal hverdag i en svær tid og få børnene til at tro på fremtiden og drømme stort igen.
Generalsekretær hos UNICEF, Susanne Dahl, er derfor rigtig taknemmelig for, at Herrelandsholdet igen sætter et markant aftryk udenfor banen, der vil skabe glæde for både danske fans og verdens børn længe efter slutfløjtet i Stuttgart søndag aften:
”Det er virkelig fantastisk, at Herrelandsholdet sparker EM-festen i gang ved at hjælpe børn, der befinder sig i rigtig svære situationer. Jeg er sikker på at, at spillernes trøjer fra slutrunden er i høj kurs og kommer til at hjælpe UNICEF og de rekordmange børn verden over, der har brug for humanitær støtte.”
Det er muligt at byde på Herrelandsholdets unikke EM-kamptrøjer på auktion hos Odendo i perioden 16. juni til 23. juni.
Du finder auktionen her.