Ud af godt 2900 licens-uddannede fodboldtrænere i dansk fodbold er kun 106 kvinder – svarende til blot 3-4 procent. I Norge er der flere end 600 fodboldtrænere, der er kvinder og dermed en langt større diversitet på træner-området.

Derfor har DBU sat gang i en række initiativer, der skal få flere kvinder til at uddanne sig som fodboldtrænere, både i bredden og i eliten på nationalt og internationalt plan.

 "Vi skal sikre, at der er lige muligheder for alle, uanset køn, og på trænersiden halter vi desværre langt bagud. Flere kompetente trænere af begge køn er i vores øjne altafgørende for både at kunne støtte op om den store medlemsvækst og vil også være med til at løfte vores talentudviklingsmiljøer," siger Anders Gerber, talentchef på kvindesiden og ansvarlig for projektet.

De nye initiativer skal motivere flere kvinder til at indlede træner-uddannelse men også motivere flere til at uddanne sig videre til højere niveauer. Initiativerne omfatter:

  • "Fremtidens Trænere", uddannelse af 240 unge trænere per sæson med ligelig kønsfordeling. Initiativet har allerede uddannet 109 piger i UEFA C1 og C2 og lancerer UEFA C3 i 2024 for 50 unge trænere. Er støttet af Forenet Kredit.
  • "Get Movin’" sigter mod at skabe kønsligestilling i fodboldfællesskaber. Projektet omfatter uddannelse af flere fodboldtrænere, der er kvinder, dommere og klubfrivillige samt diversitetsforløb i klubber, skoler og SFO’er. Er støttet af Nordea-fonden.
  • Projektet "Fra C til B" skal hjælpe fodboldtrænere, der er kvinder, med at avancere fra C-kurser til B-licens, mens de er aktive i klubber. Dette understøttes af klubstrategier, netværk og skræddersyede kursusforløb.
  • "FIFA Female Coach Network" samler trænerne i to grupper: dem med nationale og internationale trænerjobs på højeste niveau og udvalgte trænere med en B- eller A-licens. Støttet af FIFA.

Initiativer og ny kulturentreprenør skal bryde barrierne

Initiativerne bygger på en lang række viden, som er resultatet af både arbejdet med DBU’s store pige- og kvindeudviklingsplanmen også på baggrund af en stor trænerundersøgelse, der målrettet har bidraget til at gøre os klogere på, hvad der evt. ’spænder ben’ for kvinders trænerambitioner.

Her var et af svarene, at kvinderne ganske enkelt ofte ikke bliver spurgt om at blive træner, eller bedt om at tage en træneruddannelse af klubberne. Tid var også for mange af kvinderne en betydningsfuld faktor for ikke at blive træner. Så noget tyder på at det er flere parallelle faktorer, der gør, at kvinderne falder fra trænerfaget eller slet ikke starter.

"Vi er fast besluttet på at ændre landskabet for fodboldtrænere, der er kvinder, i Danmark. Med de rette initiativer og støtte kan vi forhåbentlig få flere kvinder til at se trænergerningen som en attraktiv og opnåelig karrierevej samtidig med at vi også får nogle rollemodeller, som andre kan spejle sig i," siger Anders Gerber.

Fra 1. august 2024 vil DBU med hjælp fra DIF’s Initiativfond også med udgangspunkt i netop kulturen ansætte en ressource, der skal arbejde målrettet med at skabe bedre muligheder for at fastholde, uddanne og udvikle kvinderne i trænergerningen.

Få mere uddybende info på og status på projekterne her


Kort om DBU’s Trænerundersøgelse

En stor trænerundersøgelse blev sendt ud  efteråret 2023 med henblik på at blive klogere på en række områder inden for trænergerningen, og herunder altså hvilke barrierer, der kan være for kvinder der ønsker at uddanne og arbejde med trænerfaget.

Målgruppen for undersøgelsen var 35.,000 trænere, assistenttrænere, holdledere, spillere M/K . Når det kommer til kvinders oplevelse af det at være træner er de  vigtigste takes følgende : 

  • En stor del af kvinderne, der responderede i undersøgelsen angav manglende tid og ikke at være i besiddelse af de rette kompetencer som en årsag til ikke at gå trænervejen
  • En del kvinder oplever ikke, at der fra klubbens side er en efterspørgsel på, at de skulle blive trænere
  • Interessen for at tage en træneruddannelse er størst i målgruppen 20-29 årige, og en af begrundelsen for hvorfor kvinderne i mindre grad tager en træneruddannelse er igen tid, og fordi de ikke er blevet spurgt eller bedt om det.
  • Lagt de fleste kvinder føler sig godt behandlet i klubberne. respekten er høj og det sociale fokus bliver også vægtet højt så dette vægtes højt og positivt.