Nye medlemmer i Etisk Udvalg
Der er flere nye ansigter i DBU’s Etiske Udvalg, når udvalget mødes næste gang for at diskutere etik i fodboldens verden.
Når Etisk Udvalg mødes i september måned, bliver det med tre nye medlemmer ombord.
Christina Antonsen er formand i FC Horsens og har benene plantet solidt i dansk breddefodbold, Fannie Agerschou-Madsen er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier og er ekspert på det internationale område herunder Saudi Arabien samt Andreas Gylling Æbelø, der er ledelsesrådgiver og foredragsholder og har stor viden om ledelse, diversitet og Good Governance.
Formand for Etisk Udvalg, Jonas Keiding Lindholm, ser frem til at byde de nye medlemmer velkomne:
”Moderne fodbold får flere og flere etiske dilemmaer, som også rammer DBU og dansk fodbold. Vi er glade for, at vi fortsat kan have et stærkt Etisk Udvalg til at rådgive DBU i disse sager, og nu med tre nye medlemmer med stærk indsigt i blandt andet fodboldklubbers daglige virke, udenrigspolitiske forhold og diversitet og Good Governance,” siger Jonas Keiding Lindholm, der udover formandsposten for Etisk Udvalg også er medlem af DBU’s Governance-og Udviklingskomite og til dagligt er Impact Director ved Tænketanken Mandag Morgen.
Etisk Udvalgs vigtigste opgave er at rådgive DBU’s Governance- og Udviklingskomite i fodboldetiske spørgsmål. Derudover er de sparringspartner for DBU’s administration ved etiske emner og dilemmaer.
Udvalget mødes som udgangspunkt fire gange årligt. Mandatperioden løber fra 1. juli 2024 til 30. juni 2026.
Medlemmer af Etisk Udvalg
• Jonas Keiding Lindholm, udvalgsformand, Impact Director ved Tænketanken Mandag Morgen
• Natasha Al-Hariri, udvalgsnæstformand, projektchef i Trygfonden
• Jonas Christoffersen, advokat, fhv. direktør for Institut for Menneskerettigheder
• Christine Buhl Andersen, forperson i Ny Carlsbergfondet
• Susanne Juhl, forperson og bestyrelsesmedlem i bl.a. HOFOR
• Dorte Nørregaard, direktør for Videnscenter om Handicap
• Oscar Rothstein, idéhistoriker og journalist
• Christina Antonsen, CA-consulting - konsulent i ledelses- og organisationsudvikling, formand i FC Horsens
• Fannie Agerschou-Madsen, PhD-studerende, Dansk Institut for Internationale Studier
• Andreas Gylling Æbelø, ledelsesrådgiver og foredragsholder