Andreas Christensen er Årets Mandlige Fodboldspiller
For første gang var Andreas ’AC’ Christensen i år blandt de tre nominerede til fodbolddanmarks mest prestigefulde individuelle pris. Og for første gang kan AC lade sig hylde som Årets Mandlige Fodboldspiller ved DR’s store sportsgalla, 'Sport 2023'.
Han lader som regel fodboldspillet tale for sig. Og den elegante og pasningsstærke forsvarsspiller har i kalenderåret 2023 gjort det i en sådan grad, at kollegerne og konkurrenterne på banen har peget på 27-årige Andreas Christensen som Årets Mandlige Fodboldspiller 2023.
"Det betyder meget. Særligt, at det kollegaerne, der har stemt. Det er specielt. Det er folk, der ved hvor meget arbejde, der ligger bag, og som selv laver det arbejde," siger Andreas Christensen om prisen.
På det danske landshold har AC været et oplagt valg i forsvarslinjen for Kasper Hjulmands tropper, hvor han med sin store ro og sublime pasningsspil har været en fast del af det landshold, der i 2023 har kvalificeret sig til EM i Tyskland 2024.
Mesterskab og afsked med ikon har sat sig
Med FC Barcelona kunne AC i sommer lade sig hylde som spansk mester i sin første sæson for den catalanske storklub. Titlen blev sikret foran ærkerivalerne fra Real Madrid og markerede også et midlertidigt farvel til Barcelonas ikoniske hjemmebane.
Og netop den oplevelse, at vinde mesterskabet og samtidig skulle sige farvel til Camp Nou, er noget af det, som særligt har imprintet sig i AC’s minder fra 2023:
"Sidste kamp på Camp Nou. At få trofæerne i hånden og at have familien med på banen står rigtig klart," siger Andreas Christensen om den sidste kamp på FC Barcelonas ikoniske hjemmebane, der siden er blevet revet ned som et led i et stort renoveringsprojekt.
"Jeg savner det. Jeg synes godt, man kunne have ventet et par år med at renovere det. Det var et fort for os. Man kan godt bliv intimideret som modspiller. Jeg har været der som modspiller to gange, og det er ikke gået særlig godt nogen af gangene. Så vi savner Camp Nou."
Nyt medlem i familien
Men mesterskaber og individuelle priser er en ting. For 2023 blev sluttet af på flotteste vis, da AC og hans kæreste kunne byde en lille ny til verden i starten i af december, da de blev forældre for anden gang.
"Det har givet en frihed,« siger landsholdsspilleren om farrollen, der for ham er med til at fjerne fokus fra fodbold.
"For mig kan det være drænende, hvis der ikke er noget andet. Hvis det bare er ’fodbold, fodbold, fodbold’. Nu kan jeg være fuldt til stede. Der kunne ske det værste rent sportsligt, og jeg kan alligevel gå hjem og være glad, fordi der er en lille én, der har brug for mig," siger Andreas Christensen, der nu er far til to.
Drømte om Barca som barn
Barcelona er i den grad krøbet ind under huden på AC. Både som klub, by og kultur. Men drømmen om Blaugrana er langt fra ny.
"Jeg skrev i en opgave, da jeg var ikke ret gammel, at det var min drøm at være her. Så da jeg fik chancen, var det bare at tage den, og jeg har nydt alle dage, jeg har været her."
"Her har vi lidt af det hele. Du har naturen ude bagved med bjergene, vi har stranden, storbyen, maden. Det passer os helt perfekt. Det ville passe mange mennesker, tror jeg. Og i forhold til fodbolden får jeg lov til at spille den fodbold, jeg godt kan lide."
Andreas Christensen var nomineret sammen med Joachim Andersen, Crystal Palace, og Rasmus Højlund, Manchester United.
Prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.
Tidligere vindere
2022: Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham Hotspur F.C.)
2021: Simon Kjær (AC Milan)
2020: Kasper Schmeichel (Leicester City F.C.)
2019: Kasper Schmeichel (Leicester City F.C.)
2018: Christian Eriksen (Tottenham Hotspur F.C.)