Jacob Neestrup er Årets Træner 2023
De danske trænere har talt og med flest stemmer fra de danske trænere i både ind- og udland, kan 35-årige Jacob Neestrup kalde sig årets træner 2023. De øvrige trænere i slutfeltet var Thomas Frank i Brentford FC og Brian Priske i Sparta Prag
Måske er det meget sigende, at afsløringen af Årets Træner sker lidt i det stille. For det er sådan 35-årige Jacob Neestrup foretrækker det. Ikke for meget fokus på ham men mere på holdet – og ikke mindst på de kommende opgaver i det nye kalenderår.
Alligevel kommer vi ikke udenom, at den unge træners præstationer i både den hjemlige liga, men også på allerhøjeste europæiske niveau har trukket masser af opmærksomhed. Og altså anerkendelse fra sine danske trænerkolleger, der nu har kåret ham som Årets Træner 2023.
“Jeg er selvfølgelig stolt og ydmyg over prisen som årets træner i 2023. Mange dygtige kollegaer har anerkendt det arbejde som spillerne, staben og jeg har leveret i 2023. Det betyder meget, og så vil jeg helt sikkert sætte endnu større pris på den flotte hæder, når der er mere ro til at se tilbage.”
F.C København har med Neestrup i spidsen i 2023 både vundet ’the Double’ og med sejre over tjekkiske Sparta Prag med en anden dansker Brian Priske i spidsen og polske Raków kvalificeret sig til CL-gruppespillet, hvor holdet med blandt andet sejre over Manchester United og Galatasaray kvalificerede sig til knockoutfasen i Champions League.
“I F.C. København var 2023 et sportsligt imponerende kalenderår. Derfor skal alle vores dygtige spillere og alle i staben have den største anerkendelse for det enorme bidrag, de sammen har leveret til klubben. Tak for det,” siger Neestrup, hvis nye titel markeres forud for aftenens 3F Superliga-kamp mellem F.C. København og FC Nordsjælland.
Prisen som Årets Træner findes via en afstemning mellem alle danske trænere i de øverste rækker på kvinde- og herresiden, samt de aktive danske trænere i udlandet.