’Bold & Bevægelse’ i børnehaver vinder ’Årets Aktivitet’ 2023
Børnehaver, fodboldklubber og Nordfyns kommune har sammen fået flere børn på fodboldbanen. Derfor vinder de prisen for ‘Årets Aktivitet’.
Børnenes grin og de mange børnesko mod det gyldne halgulv laver en øredyngende lyd i den nordfynske hal. På sidelinjen står vinderne af ’Årets Aktivitet’ alle uvidende om, at de i fællesskab har vundet. Lige indtil formand for DBU Fyn, Bjarne Christensen, tager ordet og overrækker prisen til vinderne.
Uddelingen af DBU’s breddepriser 2023 er i gang. Den første vinder befinder sig i det nordfynske, hvor Nordfyns Kommune, DBU Fyn og lokale fodboldklubber og børnehaver har vundet ’Årets Aktivitet’ for deres afvikling af ’Bold og Bevægelse’ for børnehavebørn. Der er afviklet fem forløb, hvor 100 børn har deltaget.
Og det er en glad prismodtager, der tager imod prisen for ‘Årets Aktivitet’:
“Prisen er et signal til vores klubber og børnehaver om, at det her arbejde, som de har gjort, er vældig værdifuldt. Det er deres fortjeneste, at vi får den her pris,” siger Mette Landtved-Holm, der er borgmester i Nordfyns Kommune.
Tidligt møde med fodbolden
Gennem ‘Bold og Bevægelse’ møder børnene den lokale fodboldklub i en tidlig alder. Det gælder både de fysiske rammer og klubpersoner, da klubberne hver især stiller frivillige trænere til rådighed. Efter hver træning er der også fællesspisning i klubbens lokaler og børnehaverne har inviteret forældre til at overvære og deltage i træninger og foreningslivet. Og flere af børnene er også efterfølgende begyndt til fodbold, fortæller pædagogisk leder i Børnehuset Skoven, Mie Dalhøj Hermansen:
”Børnene har fået nogle andre ideer om, hvad man kan bruge en bold til. Flere af børnene er startet til fodbold, fordi de har været med og hilst på trænerne i klubben. Det har været rigtig godt,” siger pædagogisk leder i Børnehuset Skoven, Mie Dalhøj Hermansen.
Lysten til fodbold
Foruden de fem afviklinger af ’Bold & Bevægelse’ er der også et efterfølgende klubudviklingsforløb, så klubberne bliver bedre rustet til fortsat at få børnene på banen. Og det glæder Børneudviklingstræner i Bogense G&IF, Anders Haagen Jensen:
”Vi samarbejder med de lokale institutioner, så de får opmærksomhed omkring fodbold og får lysten til fodbold fremfor alt muligt andet,” afslutter Anders Haagen Jensen.
Projektet er blevet så stor en succes, at Nordfyns Kommune politisk har besluttet at gå videre med projektet og forhåbentligt få endnu flere børn til ’Bold og Bevægelse’.