Trænerteam på Herrelandsholdet på plads – Daniel Agger forlænger som assistenttræner
Daniel Agger har forlænget sin aftale som assistenttræner og vil frem til sommeren 2026 udgøre en assistenttrænertrio på Herrelandsholdet sammen med Morten Wieghorst og Kenneth Weber.
Trænerteamet omkring landstræner Brian Riemer er nu på plads.
Siden de to Nations League-kampe i november har Brian Riemer evalueret setuppet i trænestaben på Herrelandsholdet sammen med fodbolddirektør Peter Møller for at kunne sammensætte det stærkest mulige hold med de rette kompetencer omkring sig.
Daniel Agger har siden i sommer vist sig som en stor kapacitet, hvor han med sin erfaring og indsigt fra tiden som spiller på højeste plan og landsholdsanfører har vist en enorm styrke i de individuelle relationer til spillerne.
Samtidig er han faglig stærk og komplimenterer Brian Riemer og den øvrige stab, og derfor glæder det fodbolddirektør Peter Møller, at det er lykkedes at forlænge aftalen med Daniel Agger frem til sommeren 2026.
“Fra første dag er Daniel Agger kommet ind og har vist, hvor meget han har at bidrage med til Herrelandsholdet. Han har en unik måde at bruge sin erfaring til at coache og have individuelle samtaler med spillerne om deres kvaliteter og opgaver på banen. Samtidig kommer han med stor energi og nye idéer og tanker om taktikken og har på kort tid oparbejdet en tæt relation til Brian Riemer,” siger han.
Daniel Agger fortsætter som assistenttræner sammen med Morten Wieghorst og Kenneth Weber, som hidtil har været assistenttræner på U21-landsholdet.
“Kenneth Weber er en træner med stor taktisk indsigt og en skarp analyse af spillet. Han har tidligere arbejdet tæt sammen med Brian Riemer, og det har været et ønske for Brian at få ham tilknyttet staben, hvor han med sine særlige kompetencer komplimenterer det øvrige trænerteam perfekt,” siger Peter Møller.
Lars Knudsen har efter eget ønske valgt at stoppe som assistenttræner med ansvar for standardsituationer, da han ønsker at gå efter et job som cheftræner.
Peter Møller takker Lars Knudsen for en stor indsats for DBU og Herrelandsholdet.
“Lars Knudsen har gjort et stort arbejde siden ansættelsen i marts som først assistenttræner med ansvar for standardsituationer og ikke mindst i dette efterår, da han med kort varsel trådte til som midlertidig landstræner. Den særlige opgave løste han på flotteste vis, og han fik vist til omverden, hvad vi godt vidste, at han er dygtig fodboldtræner. Nu har han ambitioner om at blive cheftræner, og det har vi fuld forståelse for og takker ham for indsatsen,” siger Peter Møller.
Kim Christensen fortsætter samtidig som keepertræner for Herrelandsholdet.