Der var rød-hvide farver, dannebrogsflag og god stemning, da Brøndby Hallen dannede rammerne om Futsallandsholdets smalle nederlag til Albanien i EM-kvalifikationens anden runde.

Hele 2.970 personer havde fundet vej til hallen, og de mange tilskuere endte som en del af dansk futsalhistorie, da opgøret blev den mest sete futsallandskamp på dansk grund nogensinde.

Den tidligere tilskuerrekord lød på 1.322 og blev sat i Slagelse i 2018 i en testkamp mod Tyrkiet.

Trods nederlaget glæder det landstræner, Nikolaj Saabye, at så mange dukkede op i hallen. 

”Det er en historisk aften for futsal, hvor vi mere end fordoblede den tidligere tilskuerrekord. Det er fantastisk, at vi kan samle så mange mennesker om en futsallandskamp. Hele holdet glædede sig til at gå på banen i en propfyldt hal, og vi gav den hele armen og fik skabt en futsalfest for de fremmødte. Desværre kunne vi ikke give de mange danske fans en sejr,” siger landstræneren.

Kampen endte 4-3 til Albanien, som scorede det afgørende mål med kun syv sekunder igen.

De danske mål blev scoret af William Gantzhorn, Ruben Winther og Adam Fogt.

Opgøret var Danmarks anden kamp i EM-kvalifikationen. Danmark tabte den første 4-3 til Armenien på udebane i Jerevan.  

Danmark er i EM-kvalifikationsgruppe 6 med Armenien, Albanien og Kasakhstan.

Futsallandsholdets næste opgave er i Sønderborg den 1. februar, hvor Kasakhstan kommer på besøg.