Tidligere landsholdsprofil besøger fodboldskole for at støtte projekt
Rikke Sevecke besøgte sin gamle fodboldklub Ballerup-Skovlunde, da der blev afholdt DBU Fodboldskole i sidste uge.
DBU Fodboldskole giver år efter år børn en unik uge, hvor fodbold og fællesskab er i fokus. Det er en oplevelse, som alle børn skal have muligheden for at opleve, og et igangværende projekt mellem KV Fonden og DBU er med til at gøre det muligt.
Den tidligere profil på Kvindelandsholdet Rikke Sevecke besøgte i sidste uge DBU Fodboldskole i Ballerup-Skovlunde sammen med KV Fonden. Det er en af de fodboldskoler, hvor projektet er med til at gøre en forskel.
Projektet er bundet op på, at KV Fonden finansierer fribilletter til DBU Fodboldskole til 1.800 børn fra økonomisk trængte familier i perioden fra 2023 til 2025.
Rikke Sevecke mødte en masse børn, der fik mulighed for at få autografer og at spørge til hendes karriere, der gik fra Ballerup-Skovlunde til Brøndby IF og en række udenlandske klubber samt 54 landskampe, inden hun desværre måtte stoppe karrieren ved årsskiftet.
”Det er et virkelig vigtigt projekt. Jeg har både oplevet fodboldskole som spiller og som træner, og jeg ved derfor, hvor stor en oplevelse det er at være en del af. Derfor ønsker jeg også, at økonomisk udsatte familier får mulighed for at sende deres børn på fodboldskole, og det er her, at KV Fondens støtte gør en forskel,” siger Rikke Sevecke.
Til stede var også Henrik Amand Holtegaard, der er administrerende direktør i KV Fonden. Han ved, hvor meget DBU Fodboldskole betyder for børn og glæder sig over at være med til at gøre en forskel:
”Vi er rigtig glade for, at en spiller som Rikke Sevecke havde tid og lyst til at komme forbi og bakke op om vores projekt. DBU Fodboldskole giver en fantastisk uge for børn med fodbold og fællesskab, og vi arbejder på at sikre, at så mange børn som muligt kan få denne oplevelse uanset deres økonomiske baggrund,” siger Henrik Holtegaard.
I år har cirka 24.500 børn været på DBU Fodboldskole. DBU har sammen med KV Fonden tildelt cirka 600 fribilletter i 2024.
Det er muligt at læse mere om samarbejdet mellem KV Fonden og DBU her, ligesom du også kan læse om, hvordan det er muligt at søge om fribilletter.