Fysisk træner styrker det sportslige setup
Casper Skovgaard ansættes på fuld tid som fast fysisk træner i DBU og overordnet ansvarlig for det faglige felt ’fysisk træning’. Dermed forstærkes organisationens performance-enhed til gavn for alle landshold.
En stor landsholdssommer med dansk deltagelse til både U17-EM, U19-EM og EM for herrer, krydret med Kvindelandsholdets kvalifikation til EM 2025, er forbi.
Forude venter nu et spændende efterår. Når de mange landshold inden længe jagter nye, store øjeblikke i rødt og hvidt, bliver det med endnu bedre kort på hånden for at præstere.
40-årige Casper Skovgaard ansættes som fysisk træner i DBU på fuld tid, hvor han samtidig bliver faglig leder for fysisk træning i DBU’s performance-enhed.
Christian Kejser, der er faglig ansvarlig for DBU’s performance-enhed, kalder ansættelsen for et stort løft til det sportslige setup i organisationen:
”Casper Skovgaard er en stor opgradering i vores arbejde med fysisk træning. Han har en rigtig spændende profil med en dyb akademisk baggrund og samtidig stor praktisk erfaring både nationalt og internationalt. Casper skal især arbejde tæt sammen med klubberne om spillernes fysiske belastning, så vi passer bedst muligt på spillerne og får den optimale udgave af dem i landsholdsregi,” siger Christian Kejser.
Casper Skovgaard kommer fra en stilling som Head of Physical Performance i FC Nordsjælland og skal, ud over sin rolle som faglig leder, også være fast fysisk træner for Kvindelandsholdet.
Han glæder sig over det nye job:
”Jeg ser frem til at påvirke vilkårene for at præstere for alle vores landshold, på tværs af køn og alder. Specifikt glæder jeg mig til arbejdet med at tydeliggøre retningen og arbejdsopgaverne for alle vores fysiske trænere, bidrage til at optimere vores tværfaglige samarbejde og styrke rammerne for vores spillere, landstrænere og dansk fodbold,” siger Casper Skovgaard og sætter ord på sin rolle på Kvindelandsholdet:
”Fuldtidsstillingen giver også mere tid til, at jeg kan være med til at forbedre det i forvejen gode setup på Kvindelandsholdet. Jeg skal arbejde tæt sammen med Andrée Jeglertz og Johanna Rasmussen samt forstærke samarbejdet med spillernes klubber, så spillerne kan udvikle sig og præstere optimalt,” siger Casper Skovgaard.
Med ansættelsen af Casper Skovgaard får DBU sin første fysiske træner in-house. Det er en stor opjustering, der giver tættere dialog med landstrænere og en stærkere forankring af den fodboldfysiske træning i DBU.
Casper Skovgaard er ansat til udgangen af 2026.
FAKTA
Casper Skovgaard
Fødselsdag: 3. november 1983
Uddannelse:
2014 – 2017: Doctor of Philosophy (PhD) - Exercise Physiology (Team Danmark)
2010 - 2013: Master of Science (M.Sc.) – Human Physiology
Trænererfaring:
2022 - 2024: FC Nordsjælland, Head of Physical Performance
2019 - 2021: Vejle Boldklub & Lyngby Boldklub, Head of Performance
2017 – 2018: Antalyaspor, Head of Strength and Conditioning
2010 - 2013: FC Nordsjælland, Head of Strength and Conditioning (Youth)