Hele holdet på KampKlar: Tilføj spillere fra app
Nu kan trænere og holdledere tilføje spillere, og dele holdet ind i grupper, direkte fra Fodbold appen. En meget efterspurgt tilføjelse til det populære holdsystem.
Indmeld. Godkend. Sæt på holdet.
Sådan er proceduren, når der kommer nye spillere til i de mange fodboldklubber, der benytter DBU’s IT-systemer til medlemsadministration.
Nu bliver det lettere for trænerteamet, at få ansigterne ude på banen til at matche med dem på skærmen.
Med den nyeste version af Fodbold appen, skal man således ikke længere forbi hjemmesiden for at tilføje spillere til holdet eller opdatere spillergrupper.
Nye indskiftninger til dansk fodbolds holdsystem
KampKlar har fået en sikker plads på banen i dansk fodbold.
Mere end 25.000 trænere og 170.000 spillere benytter det populære holdsystem til at arrangere kørsel til kampe, frugtordning ved træninger og den daglige koordinering af fodboldlivet på og uden for kridtstregerne.
Det meste foregår, som så meget andet, via en app på telefonen. KampKlar startede karrieren på DBU’s hjemmeside, og har gradvist flyttet repertoiret ind i Fodbold appen, hvor de fleste trænere, spillere og forældre i landets fodboldklubber dribler rundt i de digitale muligheder.
Det gælder nu også en af de helt grundlæggende forudsætninger for at kunne administrere holdet: at alle spillere er med.
De spillere, der er oprettet i klubbens system, kan nu også søges frem og tilføjes KampKlar-holdet fra Fodbold appen.
Del holdet ind i spillergrupper fra mobilen
I KampKlar kan man have samlet flere hold under samme paraply. Det giver fleksibilitet til at flytte rundt på holdet, og kan skabe sammenhængskraft på hele årgange.
Derfor benytter man i mange klubber spillergrupper til at dele spillerne ind på de respektive kamphold. På den måde kan trænerteamet lettere overskue mellem træninger og kampe, hvilke spillere der hører til i hvilke grupper. Desuden kan alle aktiviteter begrænses til den pågældende spillergruppe, så fx spillere og forældre kun ser de kampe, som de kan tilmelde sig.