Stadio Olimpico di Serravalle i San Marino bliver tirsdag den 17. oktober klædt i rødt og hvidt, når Herrelandsholdet spiller EM-kvalifikationskamp ude mod San Marino. 

Ikke mindre end 1.900 danske fans har nu sikret sig billet til kampen og er klar til at synge med på nationalsangen og bakke de danske drenge op.  

Dermed er hele det danske udebaneafsnit udsolgt, og de danske fans vil fylde næsten halvdelen af kapaciteten på stadion.  

Senest var der også totalt udsolgt på det danske udebaneafsnit i Helsinki mod Finland, hvor de danske fans fejrede sejren sammen med spillerne med megafon og fællessang. 

Samtidig er der allerede meldt udsolgt for 12. hjemmekamp i træk til kampen mod Kasakhstan i Parken i oktober. 

Fankoordinator i DBU Martin Ramtung er dybt imponeret over udviklingen og de danske fans' vilje til at bakke holdet op på udebane. 

»Det er en udebanekamp mod det laveste hold på verdensranglisten, og alligevel er der en kæmpe efterspørgsel hos de danske fans. Vi kunne have solgt endnu flere billetter, hvis vi fik dem til stillet til rådighed. Det er helt vildt,« siger Martin Ramtung. 

Han er meget imponeret over den udvikling, der sker i øjeblikket med de danske fans af Herrelandsholdet.  

»De danske fans vil gøre alt for at støtte holdet og blæse spillerne frem mod nye sejre, og samtidig oplever de et stort fællesskab på udebaneturene. De får store oplevelser for livet sammen med gode venner eller familie, og stemningen og samhørigheden med spillerne både før, under og efter kampene er helt unik,« siger Martin Ramtung. 

Der er også tæt på at være udsolgt til den sidste udebanekamp mod Nordirland 20. november. 

Du kan læse mere om billetsalg til Herrelandsholdets kampe her.