Herrelandsholdet tog sen sejr over Finland
Danmark er nu nummer to i kvalifikationspuljen om at komme til EM i Tyskland næste sommer.
Det danske Herrelandshold tog søndag aften et stort skridt mod EM-slutrunden i Tyskland næste sommer med en sen 1-0 sejr over Finland.
Danmark dominerede kampen igennem, men havde svært ved at bryde igennem en massiv finsk defensiv mur.
Jesper Lindstrøm var tæt på at score i første halvleg med et flot dykkende spark fra distancen, og i anden halvleg sparkede Christian Eriksen et frispark hårdt mod det fjerne hjørne, men den finske målmand, Lukas Hradecky, diskede i begge tilfælde op med flotte redninger.
Mod slutningen af kampen blev det danske tryk endnu mere intenst, og den helt store forløsning kom i det 86. minut, da Pierre-Emile Højbjerg tog sagen i egen hånd.
Midtbanekæmpen modtog bolden lidt uden for feltet, tog et part træk og gjorde sig fri af sin modstander og sparkede derefter bolden fladt over i modsatte sidenet.
Det var Højbjergs andet mål i træk, efter han også scorede mod San Marino i Parken, og han blev da også kåret til kampens Man of the Match.
De danske drenge fejrede efter kampen sejren med mere end 1.600 fantastiske danske fans på det udsolgte udebaneafsnit på det olympiske stadion i Helsinki.
Herrelandsholdet spiller allerede igen i oktober, hvor Kasakhstan kommer på besøg i Parken lørdag den 14. oktober, og hvor turen tre dage senere går til San Marino.
Der er stadig billetter til begge kampe, som du kan læse mere om her.