I sidste uge besluttede UEFA’s Eksekutivkomité (UEFA ExCo) at skærpe udelukkelsen af Rusland i europæiske klub- og landsholdsturneringer på ubestemt tid indtil krigshandlingerne i Ukraine er ophørt. Samtidigt besluttede UEFA ExCo at overholde FN’s børnekonvention og åbne for at tillade, at russiske børn – dvs. U17-landshold - kan stille op i UEFA’s turneringer under en række betingelser, herunder neutralt flag og med neutrale landsholdstrøjer. Reglerne skal nu beskrives af UEFA’s administration.

DBU-formand Jesper Møller ønsker at overholde UEFA’s retningslinjer om tavshedspligt og dermed ikke referere fra mødet eller informere om afgivningen af stemmer. På det principielle plan understreger Jesper Møller dog, at DBU både støtter de internationale sanktioner mod Rusland og den generelle overholdelse af internationale konventioner om beskyttelsen af børn.

”DBU har i årevis arbejdet for anerkendelse, implementering og overholdelse af grundlæggende FN-konventioner i sportens verden, herunder i FIFA og UEFA. Dette gælder i relation til fundamentale rettigheder, eksempelvis menneskerettigheder og børns rettigheder mv. FN’s Børnekonvention er tiltrådt af 196 lande, herunder Danmark,” forklarer Jesper Møller.

UEFA ExCo besluttede i sidste uge, at UEFA’s administration nu skal komme med en beskrivelse af, hvordan russiske børn kan stille op som U17-landshold i neutrale farver og flag. Når turneringsreglerne kendes, vil DBU på nationalt plan kunne drøfte stillingtagen til mulige kampe mod russiske børn, fortæller Jesper Møller:

”Som meldt ud i sidste uge er DBU’s holdning den samme som hidtil: Vi støtter skærpede sanktioner mod Rusland i alle sportslige sammenhænge, fordi Rusland bryder internationale regler og lovgivning. Derfor skal vi til gengæld overholde FN’s konventioner, herunder om børn. Det er hensynet til børn sat overfor ønsket om sanktioner mod Rusland og dermed en både svær og kompliceret sag,” siger Jesper Møller.

DBU afventer nu regelsættet fra UEFA og har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.