Sikkerhedssituationen er uændret for danske fans i San Marino
DBU har som følge af den forfærdelige hændelse i Bruxelles i går aftes haft løbende dialog med relevante myndigheder vedrørende situationen for de danske fans i forhold til kampen mod San Marino i aften.
Ifølge Udenrigsministeriets vurdering er den sikkerhedsmæssige situation uændret for de knap 2.000 danske fans i San Marino, efter den forfærdelige hændelse i går i Bruxelles, hvor to svenske fans mistede livet. DBU har haft løbende kontakt med de lokale myndigheder, Udenrigsministeriet og PET.
DBU læner sig op ad anbefalingerne fra Udenrigsministeriet, og de oplyser i et pressebrief:
”Udenrigsministeriet oplyser, at forholdene for rejsende til Italien og San Marino er uændret. Udenrigsministeriet er i dialog med både DBU og lokale myndigheder, og anbefaler fortsat, at man bruger sin sunde fornuft og er opmærksom på mistænkelig adfærd, som man ville være det, hvis man var i Danmark. Husk som altid at følge de lokale myndigheders anvisninger,” skriver Udenrigsministeriet.
Derudover er der ikke brug for særlige tiltag og hensyn. Til fanzonen i San Marino kører vi kontrol, som vi normalt gør til denne type kampe.
DBU anbefaler, at de danske fans er opmærksomme, støtter Herrelandsholdet som sædvanligt og samtidig udviser respekt for de forfærdelige hændelser i Bruxelles.
”Vi er forfærdede over den tragiske og meningsløse hændelse, der fandt sted i Belgien i går og som resulterede i tabet af to svenske fans i forbindelse med EM-kvalifikationskampen. Vores tanker og medfølelse er hos ofrenes familier, deres pårørende og hos hele det svenske fodboldmiljø,” siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.
DBU har på vegne af DBU’s formand, Jesper Møller, og DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, sendt et kondolencebrev til det svenske fodboldforbund.
”Når en tragedie af denne art finder sted, forsvinder grænserne for rivalisering og konkurrence, og det er en påmindelse om, at fodbold forener os ud over nationale grænser. Vi står sammen med jer, vores svenske kolleger, mens I sørger over dette tragiske tab,” lyder det blandt andet i kondolencebrevet fra Jesper Møller og Erik Brøgger Rasmussen.
Danmarks kamp mod San Marino starter klokken 20.45.