Kvindelandsholdet tager endnu et vigtigt skridt i Nations League med 2-1 sejren over Wales
Amalie Vangsgaard og Sofie Bredgaard scorede de danske mål i Kvindelandsholdets fjerde sejr i træk i jagten på kvalifikation til OL 2024.
En lille halv time skulle der gå, før Amalie Vangsgaard kunne sende Danmark i front. Sofie Bredgaard lagde bolden ind i panden på den målfarlige angriber, der med et flot hovedstød sendte bolden forbi den walisiske keeper. 1-0.
Ti minutter senere var der igen dansk jubel. Sofie Bredgaard modtog en aflevering tilbage i feltet, hvorefter hun med en følt inderside sparkede den i modsatte målhjørne. 2-0.
I de døende minutter af første halvleg var Amalie Vangsgaard en knivspids fra at blive dobbelt målscorer på et godt dybdeløb.
Anden halvleg startede som første sluttede, hvor der var pres på modstanderens felt med fine danske chancer.
Efter en times spil var det tæt på 3-0, da Vangsgaard headede et fremragende Svava-indlæg på træværket.
Selvom der havde stået Danmark på hele anden halvleg, faldt det første mål til Wales efter 71’. Et forsvarskoks gav kuglen til Jessica Fishlock, som fik nettet bag Lene Christensen til at blafre. Reduceringen til 2-1 blev kampens sidste scoring.
2.227 tilskuere overværede den råkolde affære på Viborg Stadion.
Woman of the match blev Amalie Vangsgaard, som scorede kampens første mål.
Næste gang Kvindelandsholdet skal i aktion er den 1. december, hvor turen går til Tyskland.