Tirsdag aften mødte det danske U21-landshold Tjekkiet på udebane i tredje runde af EM-kvalifikationen.

Det danske hold startede bedst og fik også kampens første chance. Debutanten, Oliver Sørensen, fandt med en god aflevering Mathias Kvistgaarden, der desværre afsluttede akkurat forbi målet.

Efter 20 minutter var det tjekkernes tur til at være farlige. Et tjekkisk angreb endte ved Vaclav Sejk, der dog ikke kunne ramme målet. 15 minutter senere var det en anden tjekker, der kom i fokus. Matej Jurasek faldt efter en duel i det danske straffesparksfelt. Jurasek ønskede et straffespark, men i stedet viste den østrigske dommer ham et gult kort for film; det var tjekkens andet gule kort i kampen, og han blev derfor sendt ud med et rødt.

Kort før pausen kom danskernes største chance. En tværpasning i det tjekkiske felt endte for fødderne af Tochi Chukwuani, der dog afsluttede snært over mål. De to hold kunne derfor gå til pause helt lige.

Anden halvleg startede roligt, og kampen skulle helt hen til det 65. minut, før halvlegens første chance opstod. Et indlæg røg hele vejen på tværs over til Anton Gaaei, hvis flade afslutning sneg sig lige forbi stolpen.

Danskerne, der var en mand i overtal, havde det meste af spillet, men havde svært ved at skabe de store chancer. Kort før tid havde Oliver Ross chancen for at afgøre det hele, men hans hovedstød gik lige over mål. Dermed endte kampen helt lige efter de 90 minutter.

Danmark har nu fem point efter de første tre kampe i kvalifikationen. Næste kamp bliver den 20. november på udebane mod Wales.

Se highlight fra kampen herunder.