DBU tilslutter sig FN’s Football for the Goals (FFTG) for at sætte fokus på, hvordan fodbold kan bidrage til positive samfundsforandringer. Initiativet tager udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål.  

Football for the Goals er et FN-ledet og styret initiativ, der vil udnytte fodboldens globale indflydelse til at fremme bæredygtighed, ligestilling, menneskerettigheder og klimaindsatser. Samtidig vil projektet øge bevidstheden om og anerkendelsen af de 17 Verdensmål. 

Tilslutningen til initiativet skal ses som en betydningsfuld forpligtelse fra DBU's side til at bidrage til en bæredygtig udvikling i verden. Dansk fodbold har igennem mange år været en katalysator for positive forandringer, bl.a. i forhold til trivsel, sundhed, integration og meget andet. Men der er også områder, hvor der er potentiale til flere og nye indsatser. Det gælder særligt indenfor klima- og miljø samt ligestillingsområdet. 

DBU har en ambition om, at Danmark skal været et foregangsland inden for bæredygtig sport og derved bane vejen for en mere bæredygtig fremtid. Sidste år blev DBU en del af Global Compact, der er verdens største frivillige initiativ for ansvarlighed i virksomheder og organisationer. I sidste måned lancerede DBU for første gang nogensinde en FSR-handleplan, som viser DBU og dansk fodbolds bæredygtighedsinitiativer frem mod 2025. FSR-handleplanen er også inspireret af Verdensmålene, men den er tilpasset fodboldens verden. Læs mere her

"Vi er begejstrede for at slutte os til Football for the Goals og tage næste skridt i vores bidrag til gennemførelsen af Verdensmålene. Fodbold har en enestående evne til at samle mennesker og bidrage til positive forandringer i samfundet. Det er netop, hvad Football for the Goals initiativet handler om, og det passer fantastisk ind i arbejdet med DBUs egen strategi for bæredygtighed og socialt ansvar. Vi ser frem til, sammen med andre fodboldforbund og organisationer, at gøre vores for at sikre en bedre verden," siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.  

FN's Football for the Goals-initiativ blev lanceret i juli i 2022 på første spilledag for kvindernes EM, og har til formål at forene fodboldverdenen i arbejdet med at opnå FN's verdensmål.  

Medlemmer af Football for the Goals forpligter sig til følgende fem principper: 

  1. Bæredygtighedspolitikker og -praksisser 
  2. Implementering og støtte til Verdensmålene 
  3. En menneskerettighedsbaseret tilgang, herunder håndtering af diskriminationsproblematikker og undgåelse af diskriminerende praksisser 
  4. Lighed og retfærdighed, herunder kønsligestilling 
  5. Klimaindsats 

Læs mere om Football for the Goals her.