Lørdag aften blev Herrelandsholdets modstandere i gruppespillet ved EM i Tyskland til sommer fundet ved lodtrækningen i Hamburg. Op fra bowlen kom England, Slovenien og Serbien.

Danmark åbner EM-slutrunden den 16. juni mod Slovenien i Stuttgart, anden kamp den 20. juni mod England i Frankfurt, inden gruppespillet sluttes af mod Serbien den 25. juni i München. 

Tidspunkterne bliver præsenteret senere i weekenden.

De danske fans har nok særligt øje på kampen mod England, der bliver en gentagelse af semifinalen fra EM i 2021, hvor Danmark tabte 2-1 på Wembley efter forlænget spilletid.

Danmark mødte Slovenien så sent som i november i EM-kvalifikationen, hvor det blev til en 2-1-sejr i Parken. Herrelandsholdet spillede 1-1 i Slovenien i juni.

Seneste gang Danmark mødte Serbien var i 2022 i en testkamp, hvor det blev til en 3-0-sejr i Parken.

Dermed er der lagt op til nogle spændende kampe for Herrelandsholdet til sommer.

Du kan søndag læse mere om, hvordan billetsalget til Danmarks kampe kommer til at forløbe på ForDanmark.dk