VISION OM TRÆNINGSCENTER OG KRAFTCENTRE TAGER FORM
Dansk fodbold skal have et nationalt træningscenter i hovedstadsområdet og en række kraftcentre i hele landet. Det er målet i en vision, som DBU’s bestyrelse i dag har besluttet.
Arbejdet med en såkaldt infrastrukturvision for dansk fodbold tager for alvor form, efter at DBU’s bestyrelse i dag har truffet beslutning om en række forskellige tiltag til at udleve visionen om stærke rammer for udviklingen af dansk fodbold.
Først og fremmest har DBU’s bestyrelse truffet en principbeslutning om at etablere et nationalt træningscenter samt nyt DBU-domicil i en radius af 45 minutter fra Københavns Lufthavn og Parken med en række moderne træningsbaner og faciliteter, som kan benyttes af både de danske fodboldlandshold og andre dele af dansk fodbold.
Det er afgørende for DBU’s bestyrelse, at den nye infrastrukturvision gavner hele dansk fodbold, på tværs af både ligaer og serier og geografisk på tværs af hele landet. Derfor har bestyrelsen samtidigt vedtaget at undersøge muligheden for fysisk og digitalt at etablere flere nationale kraftcentre og satellitter, der skal samarbejde om udviklingen af dansk fodbold, blandt andet med fortsættelse af et forsknings- og vidensfokuseret kraftcenter i Odense. De nationale kraftcentre skal sammen med det nationale træningscenter udgøre projektet med arbejdstitlen ’Hele Danmarks Klubhus’, der i samspil med landets klubber skal stå for udviklingen af dansk fodbold over de næste mange år.
Derudover har DBU’s bestyrelse godkendt to Letter of Intent-aftaler med henholdsvis Parken i København, AGF og det nye Aarhus Stadion om at indgå mangeårige aftaler om afholdelse af landskampe på de to stadions. De nye aftaler skal omfatte afholdelse af landskampe samt bidrage til modernisering af de to stadions med flere pladser og moderne faciliteter.
De nye aftaler er indtil videre hensigtserklæringer og skal føre til indgåelse af endelige kontrakter. Ikke desto mindre er de nye aftaler store og vigtige skridt i udviklingen af dansk fodbold, lyder det i en fælles udtalelse fra DBU’s bestyrelse:
”Dansk fodbold står i en stærk position og spændende udvikling, både i forhold til stigende medlemstal og med sportslig succes for både klubber og landshold. Med de nye planer vil vi sammen med klubber og andre samarbejdspartnere skabe rammerne for udviklingen af dansk fodbold over de næste 10-20 år. Planerne skal gavne både klubber, landshold og de mange tusinde fodboldbørn i hele landet,” udtaler en enig DBU-bestyrelse.