Det bliver igen i år med de rød-hvide farver repræsenteret, når verdens bedste landshold i FIFA til sommer skal findes.

Det sørgede ’Marcuzo’, ’ Vejrgang’, ’Arrow’ og ’Üstün’ for, da de lørdag aften satte sig bag skærmen til de afgørende VM-kvalifikationskampe.

Målet om en billet til slutrunden blev indfriet efter en samlet 2-0 sejr over Norge i ottendedelsfinalen, som var nok til at sikre holdet en af de eftertragtede pladser til slutrunden.

”Vi er rigtig glade. Det var målet, da vi startede kvalifikationen tilbage i december. Bortset fra en lidt skidt start, så har vi vist høj klasse hele vejen igennem, og ikke mindst vist, at vi hører til blandt de bedste nationer i verden,” siger landstræner Dennis Nordenbøl.

Store ambitioner

Sidste år fandt FIFAe Nations Cup, der er navnet på VM i FIFA, sted på dansk grund. Her nåede holdet kvartfinalen, men i år rækker ambitionerne længere endnu:

”Vi vil gerne gå hele vejen. Vi har en stærk trup, og vi kender efterhånden hinanden rigtig godt. Vi har spillet en del mere sammen end ved VM sidste år, så rammer vi vores niveau, så kommer vi til at give de andre store nationer kamp til stregen,” siger Fatih Üstün. 

Landsholdet bedste placering til VM er en semifinaleplads i 2019. 

FIFAe Nations Cup spilles d. 11. til d. 14. juli. Det er endnu ikke offentliggjort, hvor i verden slutrunden spilles henne.