Stærkere sportslige ledere i de danske topklubber
I 2022 lancerede DBU og Divisionsforeningen en uddannelse i sportslig ledelse i Danmark. Nu er de første studerende på uddannelsen færdige og har fået en masse ny viden og færdigheder med sig i bagagen.
Behovet for gode ledere i dansk fodbold vokser i takt med den store udvikling i dansk og international elitefodbold. Derfor lancerede DBU og Divisionsforeningen i 2022 en uddannelse i "sportslig ledelse", hvor målgruppen er sportschefer og akademichefer. Nu har de første fuldført kurset med stor succes.
En af dimittenderne er Svend Graversen, sportschef i FC Midtjylland. Uddannelsen har givet ham god og vigtig viden, som han glæder sig til at bruge i hverdagen i toppen af dansk fodbold:
"Det har været en uddannelse, hvor vi på det faglige felt er blevet udfordret. Vi er blevet udfordret ved at sætte spørgsmålstegn ved vores måde at tænke, reflektere og give feedback på - hele den måde, man griber sin ledelsesstil an på. Det har bidraget til at give mig nogle gode refleksioner og se tingene på en ny måde," siger Svend Graversen.
Ole Bjur, Sportschef i Divisionsforeningen, oplever uddannelsen som meget relevant:
"Vi ser hele tiden, hvordan fodbold udvikler sig i både Danmark og udlandet. I Danmark skal vi gøre alt, hvad vi kan for at følge med udviklingen. Sportschefer og akademichefer er, hvis ikke de vigtigste positioner, så nogle af de vigtigste positioner inden for dansk fodbold. Fra det helt håndgribelige perspektiv er det dem, der rekrutterer trænere til at træne vores største talenter, og fra et mere overordnet perspektiv er det også dem, der er forfattere eller medforfattere på strategierne i klubberne, og i det hele taget er de med til at tegne retningen for dansk fodbold."
Kenneth Heiner, Talent- og Udviklingschef i DBU, ser også et stort behov for uddannelsen og glæder sig over de mange nye dimittender:
"Vi har gode sportslige ledere inden for dansk fodbold, men det er også vigtigt, at de udvikler sig, så de kan udvikle klubben og dansk fodbold. Hver klub og leder har deres egen måde at få tingene til at hænge sammen på, men med uddannelsen er der skabt et udviklingsrum, hvor temaer og teorier kunne komme på dagsordenen, og akademicheferne og sportscheferne har været fantastiske til at bidrage med deres indsigt og erfaringer samt dele deres viden."
Svend Graversen ser også stor værdi i uddannelsen, ikke kun for ham selv, men for dansk fodbold generelt:
"Det er unikt og stort, at vi her i Danmark kan skabe et rum, hvor alle på trods af forskelligheder og stor konkurrence går ind i det med ønsket om at udvikle sig selv og udvikle sin egen klub. Og sidst, men ikke mindst ønsket om at udvikle dansk klubfodbold som helhed. Det er som sagt unikt og noget, vi skal værne om," siger Svend Graversen.
Uddannelsen er bygget op omkring seks moduler, der forløber over et år. De seks moduler er: strategisk ledelse, forandringsledelse, præstationsledelse, teamledelse, brændepunktsledelse og ledelsesfilosofi. Hvert modul fokuserer på at koble undervisningen sammen med hverdagen.
Læs mere om uddannelsen HER