’Kangarooligans’ skal levere rød-hvid opbakning til VM
De cirka 16.000 km mellem Danmark og Australien gør det svært for landsholdsfans at støtte Kvindelandsholdet ’Down Under’. Men i en ny VM-kampagne får danske roligans chancen for at få sig en ”forlænget klaphat” på landjorden i Australien.
Når det største VM i kvindefodbold nogensinde sparkes i gang den 20. juli i Australien og New Zealand, bliver det med dansk deltagelse for første gang i 16 år.
Australien er dog meget langt væk. Det bliver derfor lidt af en mundfuld for mange, rød-hvide fans at rejse de 12.000 kilometer til Perth eller 16.000 kilometer til Sydney, hvor Danmark spiller sine gruppekampe.
Derfor hjælper DBU de danske roligans med at kunne støtte Kvindelandsholdet på australsk jord. Under navnet ’The Kangarooligans’ parres herboende danske fans med australiere og dansk-australiere, der sørger for opbakning til landsholdet på den anden side af jorden. Og de nye roligans i Australien bliver klædt godt på og trænet til livet som rigtige landsholdsfans via Facebook-siden ’The Kangarooligans’.
”Opbakningen fra de danske fans betyder alt for os. De har været med os hele vejen, og de fortjener også at være med til VM. Derfor er vi rigtig glade for, at vores fans får muligheden for at give os al den støtte, de kan – også selvom de ikke kan komme til Australien,” siger landsholdsspiller Nicoline Sørensen.
Tobias Hoff, der er kommerciel direktør i DBU, glæder sig også over, at de danske fans får en velfortjent ”forlænget klaphat” til at støtte deres rød-hvide helte:
”Kvindelandsholdet oplever en fantastisk opbakning fra de danske fans. Vi så det til den historiske kamp i Parken for et år siden og med de mange tusinde fans, der støttede holdet til EM i England. Desværre gør den enorme afstand til Australien det svært for selv de mest dedikerede landsholdsfans at støtte holdet til VM. Med kampagnen 'The Kangarooligans' vil vi gøre vores bedste for at sikre, at spillerne kan mærke støtten fra de rød-hvide fans, når holdet spiller for Danmark til VM-slutrunden," siger Tobias Hoff.
Kvindelandsholdet har allerede fået lovning på ubetinget støtte fra en lille kystby i det sydvestlige Australien, der planlægger at pynte gaderne i rødt og hvidt under slutrunden. Byens navn? Denmark.
Fakta om 'The Kangarooligans'
- Kampagnen præsenteres for danskerne i filmen, som du kan se i toppen af artiklen.
- Danskere og australiere tilmelder sig ’The Kangarooligans’ på websitet www.thekangarooligans.dk, hvorefter de matches i par.
- På Facebook-siden ’The Kangarooligans’ vil fansene op til og under slutrunden få content, der præsenterer Kvindelandsholdet og hjælper australierne til at blive rigtige, rød-hvide roligans.