De kommende tre pokalfinaler spilles i Parken og i Brøndby
Der er lagt op til fodboldfest i Storkøbenhavn, når de kommende tre års pokalfinaler skal afvikles. Parken i København bliver vært for finalen i 2024 og 2026, mens Brøndby Stadion lægger græs til finalen i Pokalen i 2025.
De seneste fire år har finalerne i Pokalen været vidt omkring i Danmark, hvor henholdsvis Esbjerg, Århus, Brøndby og København har været værter. De kommende tre år bliver Danmarks største enkeltstående fodboldbegivenhed afviklet i Storkøbenhavn. I 2024 og 2026 i Parken og i 2025 på Brøndby Stadion.
”Når vi allerede nu kender finalestadion for de kommende tre år, har vi givet os selv optimale betingelser for at skabe de bedste rammer for den store fodboldfest, som en pokalfinale er. Efter et par år med corona-restriktioner har vi de seneste to år spillet for fulde huse i henholdsvis Brøndby og Parken, hvor de to finalehold og de mange fodboldfans har skabt en fantastisk kulisse. Det håber vi på fortsætter,” udtaler turneringschef Peter Ebbesen.
Valget af finalestadions er truffet efter et udbud, hvor klubber og/eller kommuner har kunnet byde ind på værtskabet. Det er blandt andet et krav med en myndighedsgodkendt stadionkapacitet på minimum 15.000 tilskuere – og så er der kigget på parametre som sikkerhed, serviceniveau, stadionoplevelse og samlet økonomi. Beslutningen om de kommende tre finalestadions er truffet i fællesskab af Divisionsforeningen og DBU, som samarbejder om afviklingen af finalen.
”Pokalturneringen er vores allesammens turnering, hvor store som små hold kan drømme om at løfte trofæet. Derfor er det også utrolig glædeligt, at finalerne de kommende tre sæsoner bliver spillet på Danmarks to største stadions, så flest mulige fans får muligheden for at se deres hold fuldende drømmen,” siger konstitueret direktør i DBU, Kenneth Reeh
Det lægger allerede nu fast, at Pokalfinalen i Parken i 2024 spilles Kristi Himmelfartsdag, torsdag d. 9. maj.
For yderligere oplysninger kontakt turneringschef i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen (tlf. 4051 9080)