Det er kun godt en måned siden, at årets pokalfinale blev afviklet i et fyldt Parken i København, og lige om lidt tages der hul på den nye sæson. I de lavere rækker kæmpes der om at kvalificere sig til den kommende turnerings afsluttende runder. I morgen, onsdag den 5. juli, trækkes der lod til 1. runde, og det bliver med et nyt navn. Fra den nye sæson skal amatører og professionelle kæmpe om at vinde Oddset Pokalen.

”Vi er rigtig glade for at have fået Oddset som ny navnesponsor for pokalturneringen. Danske Spil er meget involveret i dansk idræt og i fodbold i særdeleshed – og er ejet af flere af idrættens institutioner. Det er derfor for os en fantastisk partner på pokalturneringen. Vi er sikre på, at Danske Spil og Oddset i særdeleshed vil være med til at løfte turneringen yderligere,” udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Hos DBU ser man frem til sammen med Divisionsforeningen og Danske Spil at fortsætte den gode udvikling og styrke den landsdækkende turnering.

”Pokalturneringen er stedet, hvor alle klubber har muligheden for at nå finalen og drømme om den store pokal. Det er en fantastisk turnering med stolte traditioner, og vi er glade for, at Danske Spil vil være med til at styrke turneringen og udbrede kendskabet til de mange spændende kampe over hele landet,” siger Kenneth Reeh, konstitueret adm. direktør i DBU.

Også hos Danske Spil er man meget tilfreds med den nye aftale.

”Hos Danske Spil og Oddset er vi glade for at være ny hovedsponsor for pokalturneringen. Den traditionsrige turnering er samlingspunkt for både bredde og elite og vores kunder har stor interesse for turneringen. Derfor er det naturligt for os at engagere os her og være med til at løfte fanoplevelsen i hele Danmark og hylde de mange forskellige niveauer i dansk fodbold,” udtaler Karsten Fogh Holanng, adm. direktør i Danske Licens Spil, som står bag Oddset.

Oddset Pokalen sparkes i gang tirsdag d. 8. august – Drømmen Lever.

Fakta:
Pokalturneringen, som vi kender den i dag, er blevet afholdt siden 1954. Den første finale blev spillet i Københavns Idrætspark i 1955. Inspirationen til turneringen er hentet fra den engelske FA Cup.
Turneringen er den eneste herhjemme, der spilles på tværs af rækker, og dermed giver den amatører mulighed for at spille mod de store klubber i dansk fodbold.
Finalen spilles som hovedregel på Kristi Himmelfartsdag. Ud over æren ved at vinde turneringen kvalificerer pokalvinderen sig også til en af de europæiske turneringer. AGF og F.C. København er de hold, der har vundet turneringen flest gange med ni pokaltitler hver. Turneringen arrangeres i samarbejde mellem DBU, Divisionsforeningen og DBU Bredde.