På det seneste møde i UEFA ExCo blev det besluttet, at 17 personer fra DBU og dansk fodbold er en del af de forskellige komiteer i UEFA i de kommende fire år. Det er det højeste antal danskere i UEFA’s vigtigste organer i mange år.

Der vil blandt andet være dansk repræsentantskab i vigtige organer som komiteen for kvindefodbold, klublicenser, samt fair play og socialt ansvar. Det følger dermed DBU’s internationale handleplan og indsats for at øge sin internationale indflydelse i det politiske arbejde.

DBU’s formand, Jesper Møller mener, at det er et vigtigt skridt for dansk fodbold:

”Det er glædeligt for dansk fodbold, at vi er godt repræsenterede på tværs af de vigtigste organer i UEFA. Det er en anerkendelse af, at repræsentanter fra DBU og dansk fodbold bidrager til udviklingen af international fodbold i UEFA-regi. Og understøtter samtidig vores internationale strategi om at søge maksimal indflydelse, ligesom den store danske repræsentation i UEFA vil være til gavn for alle dele af dansk fodbold,” siger Jesper Møller.

Blandt de 17 personer, der er blevet valgt til den kommende periode, er formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, blevet valgt til UEFA’s Control, Ethics and Disciplinary Body. Det er en komité, som Jim Stjerne Hansen var en del af i den forgangne periode.

De valgte vil sidde i perioden fra 2023-2027.

Disse 17 er en del af UEFA’s komiteer:
Bent Clausen – Development and Technical Assistance
Christian Kofoed – Youth and Amateur Football
Jakob Koed – Futsal and Beach Soccer Committee (ny)
Jens Hjortskov - Control, Ethics and Disciplinary Body (ny)
Jesper Møller – Legal Committee og Fair Play and Social Responsibility Committee
Jørn West Larsen – Referee Convention
Katja Moesgaard – Marketing Advisory Committee (ny)
Kenneth Grønlund Rasmussen – Grassroots
Kenneth Heiner-Møller – Jira (komité til udvikling af fodboldtrænere for kommende generationer)
Kenneth Reeh – Administrative Experts
Lars Albæk – Media Committee (ny)
Mette Bach Kjær – Women’s Football
Michael Johansen - Referee Convention
Peter Tornbo – Stadium and Security Committee (ny, sad tidligere i Fair Play & Social Responsibility Committee)
Thomas Christensen – Club Licensing
Claus Thomsen – Club Competitions (for European Leagues)
Daniel Rommedahl - Club Competitions (for FC København)