Kvindelandsholdet skulle onsdag aften teste VM-formen mod Spaniens verdensstjerner, der kom forbi Gladsaxe Stadion.

Hele 5.647 rød-hvide fans fyldte lægterne og skabe en fantastisk kulisse for at sende Danmarks bedste fodboldkvinder godt afsted til VM-slutrunden.

Det var dog Spanien, der tog teten fra starten af opgøret. Efter blot syv minutter resulterede det i en 1-0-føring til de spanske gæster, da højreback Ona Batlle passerede Lene Christensen med et skud fra kanten af feltet.

Efter spansk dominans i starten af opgøret kæmpede Danmark sig mere og mere ind i kampen og havde et par fornuftige chancer, mens Spanien testede træværket i den anden ende. Der kom dog ikke flere mål i første halvleg. 1-0 til Spanien ved pausen.

Spanien kom bedst ud til anden halvleg og formåede igen at score et tidligt mål. Salma Paralluelo blev spillet fri i dybden, rundede Lene Christensen og lagde bolden i nettet til spansk 2-0-føring.

Igen svarede Danmark dog godt igen, og det rød-hvide mandskab havde mange fine chancer for at komme på måltavlen. Det lykkedes dog ikke, og derfor endte Danmarks sidste testkamp før VM med et nederlag på 0-2.

Kvindelandsholdet rejser afsted til VM-basen i Perth i Australien mandag den 10. juli. Kina venter i Danmarks VM-premiere den 22. juli kl. 14.00.