Uddannelsen er udsat

Tilmeldingerne til 'Fodboldledelse i praksis' med start medio marts har ikke været tilstrækkelige, og dermed er opstarten udsat.
Følg med her på hjemmesiden for udmelding om kommende afvikling.

Der har aldrig været mere brug for dig som dygtig leder i fodbolden. Derfor tilbyder DBU Bredde i samarbejde med Erhvervsakademi Dania igen uddannelsen ’Fodboldledelse i praksis’, som er målrettet og skræddersyet til fodboldledere.

’Fodboldledelse i praksis’ udvikler og styrker dine ledelsesmæssige værktøjer, giver indsigt i ledelsen af en kompleks fodboldverden og lærer dig at arbejde med dig selv.

Undervisningen gav masser af ny viden og var baseret på konkrete problemstillinger, så det var meget interessant og brugbart Jakob Dalgaard, Viborg FF og tidligere deltager på ’Fodboldledelse i praksis’

Fakta om uddannelsen

  • 'Fodboldledelse i praksis' er baseret på akademifaget 'Ledelse i praksis' og tilpasset, så dit udbytte som fodboldleder bliver så konkret som muligt
  • Uddannelsen foregår som en kombination af fysisk fremmøde og online undervisning
  • Uddannelsen giver 10 ECTS-point
  • Forløbet afsluttes med en eksamen

Dit udbytte

På uddannelsen får du:

  • Udviklet forståelsen for dit personlige lederskab i en kompleks fodboldverden
  • Indsigt i den måde, du leder på
  • Værktøjer til at planlægge en strategi for din egen ledelsesudvikling
  • Indsigt i de mest optimale former for kommunikation som fodboldleder
  • Værktøjer til at reflektere over din egen rolle som leder
  • Indsigt i, hvordan andre fodboldledere håndterer ledelsesmæssige udfordringer

Sådan afvikles uddannelsen

Uddannelsen afvikles som en kombination af fysisk fremmøde og online undervisning og afsluttes med en eksamen.

  • Dag 1-2 - 17.-18. marts
    Første og anden undervisningsgang er den 17.-18. marts 2023 i Middelfart.

Den øvrige undervisning vil foregå online på nedenstående datoer kl. 17-20:

  • Dag 3 - 27. marts
    At være leder i fodboldverdenen, din personlige udvikling
  • Dag 4 - 11. april
    Din kommunikation som leder, dine relationer som leder
  • Dag 5 - 24. april
    Lederkarakteristika og lederadfærd
  • Dag 6 - 22. maj
    Konflikthåndtering som leder, hvordan motiverer du?
  • Dag 7 - 10. juni
    Repetition og fokus på erhvervscase

Bemærk: Mellem de forskellige undervisningsgange vil der være hjemmearbejde i form af læsning, opgaver, handleplaner etc.

  • Eksamen
    Dato for aflevering af to siders opgave er 15. juni kl. 12.
    Eksamen afholdes online den 19. juni.
    Eksamen er mundtlig og tager udgangspunkt i en individuel erhvervscase, hvor en konkret ledelsesudfordring beskrives.

Pris
Det koster kr. 13.000 at deltage. Prisen inkluderer hele forløbet. Transport i forbindelse med de fysiske samlinger den 17.-18. marts samt 10. juni 2023 i Middelfart dækker deltageren selv.

Vær opmærksom på, at mange kommuner yder delvis eller fuld refusion af foreningers udgifter til uddannelse af trænere og ledere. Det kan derfor meget vel betale sig at undersøge, om prisen kan blive helt eller delvist dækket af din kommune.

Underviser på uddannelsen
Henrik Selch og Poul Duus Gilling er blandt underviserne på uddannelsen. Begge har bred erfaring med ledelse og strategiudvikling i såvel fodboldverdenen som erhvervslivet og i undervisning. Derudover vil du møde andre relevante gæsteundervisere.

Optagelseskrav

Adgangskrav
Du skal have relevant erhvervsuddannelse og/eller en gymnasial uddannelse samt minimum to års erhvervserfaring eller andre kompetencer, som kan godkendes som grundlag for optagelse på uddannelsen. Derfor vil du umiddelbart efter din tilmelding til uddannelsen blive kontaktet og bedt om at sende dit CV med relevant erhvervs- og fodboldfaglig erfaring.

Din profil
Uddannelsen henvender sig både til dig, der allerede er fodboldleder eller har ambition om at blive det. Du har et ønske om at udvikle dig som leder og er villig til at investere de nødvendige ressourcer i din uddannelse og personlige udvikling.

Plads til 20 kursister
Bemærk: Der optages maksimalt 20 kursister, og plads på uddannelsen kan derfor ikke garanteres. Efter du har tilmeldt dig, vil du blive kontaktet vedrørende adgangskravene og dokumentation.


Kontakt og mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

Chef for udvikling, uddannelse og dommer, DBU Sjælland Poul Duus Gilling