U21: Danmark møder Tjekkiet og Island på vejen mod EM
Det danske U21-landshold fik sat navne på de nationer, som holdet skal møde i EM-kvalifikationen frem mod EM i Slovakiet i 2025.
Tjekkiet, Island, Wales og Litauen
Det er de fire nationer, som Danmark møder i jagten på at komme til EM i 2025 i Slovakiet.
Danmark var på forhånd placeret i seedningslag 1, da der torsdag var lodtrækning og undgik dermed de på papiret stærke nationer som Tyskland, Spanien, Frankrig, England og Holland.
Den nybagte U21-landstræner Steffen Højer fulgte spændt med i lodtrækningen og kaldte den efterfølgende fornuftig ifht. hvordan nogle af de øvrige grupper også endte ud.
”Min første tanke er, at det umiddelbart ser fornuftigt ud, men først og fremmest er det bare godt endeligt at få sat modstandere på, så vi kan begynde forberedelsen frem mod EM-kvalifikationen allerede nu. Vi har to kampe i marts som er et godt afsæt til at begynde at kigge frem mod kvalifikationen, så det arbejde ser både jeg og den øvrige stab meget frem til at komme igang med,” siger Steffen Højer, der i januar overtog U21-landsholdet
Dog mener han også, at vi ikke skal glemme, at det ikke kun er Danmark, der satser målrettet i arbejdet med talentudviklingen og derfor er ingen kampe givet på forhånd.
”Vi kender Island og ved at det kan blive nogle hårde kampe, og jeg ved også at eksempelvis i Tjekkiet har man satset behårdt og prioriteret denne U21-årgang, der har allerede spillet syv kampe med årgangene. Det siger også noget om, hvor meget U21-landsholdsfodbolden har udviklet sig og ikke kun i de lande vi normalt sammenligner os med. Men vi glæder os bestemt!,” slutter Steffen Højer.
EM-kvalifikationen starter i juni, men mod hvem og hvornår afgøres senere i dag, når kampprogrammet forhandles på plads.
Danmark spiller alle sine EM-kvalifikationskampe på hjemmebanen i Vejle. Inden da kommer holdet dog forbi Odense på Fyn, hvor de danske talenter spillere en testkamp mod Schweiz.