Samarbejde om fodbold og bevægelse forlænges
Slagelse Kommune, DBU og DBU Sjælland forlænger velfærdsalliancen. Det fortsatte arbejde skal få flere til at bevæge sig og blive en del af fodboldens fællesskaber og særligt børn i Slagelse Kommune vil blive prioriteret.
Flere skal bevæge sig og blive en del af sunde og aktive fællesskaber. Derfor underskrev Slagelse Kommune i går officielt velfærdsalliancen med DBU og DBU Sjælland. Det fortsatte samarbejde skal bruge fodbolden til at give endnu flere borgere muligheden for et aktivt fritidsliv og her skal særligt børnene hjælpes til at få glæde af fodboldens fordele og fællesskaber.
Aftalens hovedfokus ligger på at udvikle børnefodbolden gennem DBU Børneklub, der skal hjælpe klubberne med at skabe de bedste fodboldmiljøer for børn. Desuden vil projektet ”Get Movin’”, der er støttet af Nordea-fonden, sætte skub i udviklingen af pige- og kvindefodbolden. Det skal blandt andet ske gennem uddannelse af flere rollemodeller blandt trænere, dommere og klubfrivillige, diversitetsforløb i klubber, skoler og SFO’er
Flere fondsfinansierede projekter
Borgmester i Slagelse Kommune, Knud Vincents, glæder sig over aftalen:
”Vi er glade for, at vi nu forlænger vores velfærdsalliance med DBU og DBU Sjælland, da aktiviteterne i aftalen understøtter ambitionerne i vores Idræts- og fritidspolitik, hvor vi ønsker at så mange som muligt i hele Slagelse Kommune får et aktivt fritidsliv. Med velfærdsalliancen styrker vi børnefodbolden, herunder også pigeområdet, i hele kommunen, og med fondsfinansierede projekter som Ombold, Fodbold for Fremtiden og Fodbold for hjertet kan vi få endnu flere ind i sunde og stærke fællesskaber”, udtaler Knud Vincents.
I aftalen indgår også tre yderligere fondsfinansierede projekter i Fodbold for Fremtiden (støttet af VELUX FONDEN), Ombold (støttet af Nordea-fonden) og Fodbold for Hjertet (der blev støttet af TrygFonden).
Forlængelsen af samarbejdet glæder DBU’s formand Jesper Møller, da det derved bliver muligt at udbrede fodboldens fællesskaber til endnu flere.
”Slagelse Kommune er en stærk samarbejdspartner. Vi er glade for, at vi fortsat kan bidrage til at skabe gode rammer for at flere kan blive en del af fodboldens stærke fællesskaber. Ambitionen er at skabe værdi og udvikling i fodboldklubberne, ikke mindst ved at styrke pige- og børnefodbolden, og det er vi glade for kan lade sig gøre i samarbejde med DBU Sjælland”, udtaler Jesper Møller.
Sundere og gladere børn
’Bedre Børneliv’ er et vigtigt strategisk indsatsområde i både DBU og DBU Sjællands nye strategier. Målet er at skabe verdens bedste rammer for de yngste, hvor omtrent 135.000 børn i alderen 0-12 år allerede er medlem af en fodboldklub. Det glæder DBU Sjællands formand Jakob Koed, at forlængelsen af aftalen gør det muligt i endnu højere grad at hjælpe klubberne i arbejdet med at skabe de bedste rammer for børnefodbolden med børnene i centrum.
”Med forlængelsen af aftalen bliver det muligt at udvikle børnefodbolden i alle kommunens fodboldklubber gennem konceptet DBU Børneklub, der sigter mod at få endnu sundere og gladere børn gennem leg, glæde og begejstring for fodbolden”, udtaler Jakob Koed.
Den nye velfærdsalliance løber frem til sommeren 2027.