Næsten udsolgt til Danmarks første kamp i EM-kvalifikationen
Når Herrelandsholdet spiller EM-kvalifikationskampen mod Finland den 23. marts i Parken, ser det atter ud til, at det bliver med et fyldt stadion i ryggen.
Billetsalget til Herrelandsholdets første EM-kvalifikationskamp mod Finland i den kommende måned er næsten kun lige begyndt, men allerede nu er der en stor efterspørgsel på at komme ind og støtte landsholdet i Parken.
Selvom salget for basis-abonnenter først startede tirsdag, så er der allerede i dag kun lige godt 5.000 billetter tilbage at købe her præcis en måned før kampen. Dermed følger billetsalget samme kurve fra 2022, hvor der var udsolgt i Parken til alle Herrelandsholdets kampe, både til de spændende Nations League-kampe og til testkampen mod Serbien i marts.
Det er den første kamp i Herrelandsholdets jagt på at kvalificere sig til EM-slutrunden i Tyskland næste år.
”Vi er rigtig glade for at se, at danskerne fortsat virkelig gerne vil ind og støtte Herrelandsholdet, som vi også mærkede i 2022. Det er jo muligheden for at tage det første store skridt mod EM i Tyskland, og derfor er det også meget vigtigt, at de danske spillere kommer til at mærke den opbakning, som de danske fans er garant for at give,” siger fankoordinator, Martin Ramtung.
Der bliver også brug for opbakningen, fordi der vil også være et stort finsk fremmøde på tribunerne i Parken. Det finske fodboldforbund meddeler, at der er solgt omkring 1.600 billetter til finske fans.
Der er forkøbsret for fanmedlemmer til og med den 6. marts.
Danmark møder Finland torsdag den 23. marts klokken 20:45.