Kunstgræsbaner har i mange år spillet en vigtig rolle for mange af de omkring 1.600 fodboldklubber i Danmark. Det er baner, som har gjort det muligt at spille god og sikker fodbold året rundt.

Onsdag den 1. marts skal medlemslandene i EU efter planen afgøre, hvorvidt salg af gummigranulat, der bliver brugt som indfyld i kunstgræsbaner i hele Europa, skal forbydes. Forslaget, der skal drøftes, lægger op til en udfasning over de kommende seks år.

DBU er glade for, at der kommer en miljømæssig opstramning på kunstgræsområdet og er klar til at imødekomme en beslutning i EU.

Bjarne Christensen, der er formand for DBU’s bæredygtighedsudvalg, udtaler:

”Kunstgræsbanerne er kommet for at blive. De udgør en vigtig del af det danske foreningsliv og fællesskab, og så de er afgørende for, at fodbold kan spilles året rundt i Danmark og dermed være med til at give et markant løft i folkesundheden med den ekstra motion. Samtidig er kunstgræsbaner et vigtigt element i udviklingen af dansk fodbold.”

Ønsker et påbud fremfor forbud

DBU bakker op om Miljøministeriets holdning, hvor man frem for et forbud mod gummigranulat som indfyld i stedet vil arbejde for en løsning, hvor banerne i hele Europa skal indføre en række simple fysiske tiltag, som dem vi kender fra Silkeborgbanen, med henblik på at holde gummigranulatet inde på banearealet.

Det kan betyde nye EU-krav til de fysiske foranstaltninger med opsætning af bander, ind- og udgangssluser samt børstestationer for spiller og maskinel.

I samarbejde med Silkeborg Kommune og Teknologisk Institut har testresultater på Silkeborgbanen vist, at alene ved disse fysiske foranstaltninger kan man nedbringe spredningen af mikroplast ganske betydeligt. Helt ned til under 5-10 kilo om året.

”Vores test på Silkeborgbanen har bevist, at der er andre veje til at skåne miljøet end et reelt forbud af gummigranulat. Vi mener, at man kan gøre en stor forskel ved at optimere de fysiske foranstaltninger ude i klubberne, som man allerede nu også har set blive gjort flere steder i landet,” siger Bjarne Christensen

Der bliver også arbejdet på alternative løsninger på kunstgræsbanerne, som man også ser flere steder i Danmark. De nuværende alternative produkter er mere påvirkelig af vejrsituationer, såsom regn, sne og frost, end gummigranulat, men sammen med baner uden indfyld er det et godt supplement til et velkendt produkt, som gummigranulat.

OBS: Afstemningen er blevet udsat til slutningen af april.

DBU ønsker

  • DBU ønsker at beskytte miljøet omkring fodboldbanerne.
  • DBU ønsker, en EU-regulering med påbud om krav til fysiske foranstaltninger i løbet af 2-4 år.
  • DBU ønsker, hvis forbud af gummigranulat skulle blive vedtaget i EU, at udfasningen bliver længere end de seks år, gerne op til 10-12 år.
  • DBU ønsker en bred vifte af kunstgræsprodukter på markedet under forudsætningen, at kunstgræsbanerne er spilbare om vinteren.

Fakta

  • Der er over 340.000, som er medlem af en fodboldklub i Danmark
  • Der er omkring 400 kunstgræsbaner i Danmark
  • Af de 400 kunstgræs er 90-95% med gummigranulat
  • En kunstgræsbane giver 3000-4000 spilletimer årligt

Kontaktpersoner

Ved spørgsmål til faktuelle og tekniske informationer omkring afstemning: Anders Kjær, DBU's seniorkonsulent for innovation og bæredygtighed, 25703537

Ved pressekontakt: Frederik Palle Pedersen, kommunikationsmedarbejder, 53832624