Pigefodbolden får et løft i Egedal Kommune
Egedal Kommune, DBU og DBU Sjælland indgår nu et samarbejde, der skal sikre gode rammer for udviklingen af idrætten i kommunen og som kommer til at understøtte fodbold for børn – og især piger – i Egedal.
Fodbold handler ikke bare om at score mål og vinde. Idrætten giver også mulighed for at være fælles om noget, om at skabe gode oplevelser – og om at danne grundlag for et godt liv i en sund krop. Det er baggrunden for de såkaldte velfærdsalliancer, som er betegnelsen for aftaler mellem kommuner, DBU og DBU’s lokalunioner.
Egedal Kommune går nu sammen med DBU og lokalunionen DBU Sjælland i en velfærdsalliance, der skal medvirke til, at endnu flere borgere i kommunen bliver foreningsaktive og kan samles om fodbolden. Aftalen skal blandt andet styrke fodbold for børn – og især piger – i kommunen.
Flere får lyst til at spille fodbold
Egedal Kommunes borgmester Vicky Holst Rasmussen ser frem til fodboldsamarbejdet:
”Jeg glæder mig over det styrkede samarbejde mellem DBU, DBU Sjælland og Egedals fodboldklubber. Jeg håber, at endnu flere får lyst til at spille fodbold og opleve glæden og sammenholdet. Det fællesskab, man finder sammen gennem idræt er med til at styrke vores lokalsamfund”, siger hun.
De mange gode frivillige kræfter i fodboldklubberne i Egedal skal understøttes i at skabe de bedste fodboldmiljøer for børn. Det kommer til at ske gennem konceptet DBU Børneklub, facilitering af netværk samt uddannelse af klubbernes børneudviklingstrænere.
Styrkelse af børnefodbolden
DBU’s formand Jesper Møller glæder sig over aftalen med Egedal.
”Det er fantastisk, at vi i samarbejde med fodboldklubberne, DBU Sjælland og Egedal Kommune i endnu højere grad kan understøtte bestræbelserne på, at endnu flere piger og drenge bliver en del af fodboldens fællesskab og får gode oplevelser på og udenfor banen uanset køn, alder eller baggrund. Det kræver et tæt og stærkt, lokalt samarbejde mellem kommunen, DBU Sjælland og de mange engagerede frivillige ude i fodboldklubberne, som er afgørende for den imponerende udvikling, der er i pigefodbolden i disse år”, siger han.
Der tilkobles en børneklubrådgiver fra DBU Sjælland til hver DBU Børneklub, som skal guide fodboldklubberne og hjælpe dem med deres udvikling.
Herunder skal der udvikles og afvikles en række fodboldfestivaller i samarbejde med fodboldklubberne.
Flere piger på banen
Første skridt i velfærdsalliancen er, at fodboldklubberne i Egedal Kommune får mulighed for at blive en del af DBU og Nordea-fondens indsats Get Movin’, der har til formål at få flere piger og kvinder ind i fodboldens fællesskaber
Indsatsen kommer til at udvikle klubbernes fodbold for piger gennem de såkaldte diversitetsakademier, uddannelse af trænere og dommere samt særlige Get Movin’ ambassadører, der blandt andet skal facilitere fodboldaktiviteter i skoler og SFO’er.
Derudover indeholder velfærdsalliancen initiativer, hvor fodbold skal bruges som løftestang for at forbedre sundheden hos grupper af borgere.
Jakob Koed, formand for DBU Sjælland, siger om velfærdsalliancen:
”Med aftalen her får kommunens fodboldklubber blandt andet mulighed for at udvikle børnefodbolden gennem konceptet DBU Børneklub. Vi har erfaring med, at det giver endnu gladere børn, når de er i et fællesskab omkring leg, glæde og begejstring for fodbolden, som de er i fodboldklubberne. Samtidig er jeg glad for, at der bliver sat fokus på, at pigerne skal være en del af fodboldens fællesskab, allerede fra de er børn”, siger han.
Velfærdsalliancen bliver underskrevet officielt i starten af det nye år.