Næsten 2.000.000 tilskuere, 2.000.000.000 TV-seere og 3.900.000.000 kroner i indtægter.
Det er resultatet af det historiske Kvinde-VM, der søndag slutter med finalen mellem Spanien og England. Slutrunden har samtidigt budt på fremragende kampe og stemning, fantastiske fanzoner, arrangementer og professionelle rammer for de mange landshold og fans. Den flotte afvikling af VM-slutrunden er et godt og nødvendigt fremskridt for kvindefodbold, mener DBU-formand, Jesper Møller, der har været til stede under hele slutrunden: 

”Det har på alle måder været det største og formentlig også bedste Kvinde-VM nogensinde. Der har været fyldte stadions med glade fans, mange gode og spændende kampe hvor flere ikke traditionelle fodboldstormagter er nået langt, flere fan-festivaler i en række byer med fantastisk atmosfære og meget mere. Jeg var til mit første Kvinde-VM i 2007 i Kina, og det er tydeligt at mærke fremskridtene i kvindefodbolden, hvor VM-slutrunden nu på områder som stab, transport og faciliteter med videre har haft samme niveau som Herre-VM, ligesom økonomien er øget markant sammenlignet med de seneste slutrunder. Samtidigt har det været spændende at følge den flotte indsats af det danske hold – der har al grund til at være stolte,” siger Jesper Møller.

Investeringer og samarbejde
Fredag har der været afholdt første del af FIFA Women’s Football Convention 2023 med fokus på FIFA’s fem søjler - udvikle og vokse, uddanne og styrke, styre og lede, kommunikation og kommerciel samt vise spillet frem. Jesper Møller deltager i konferencen og mener, at succesen til kvinde-VM skal være med til at styrke og udvikle kvindefodbold, både internationalt og i Danmark:

”Kvindefodbold er udvikler sig hastigt i disse år, både på klubplan, med landshold og i udviklingen af pige- og kvindefodbold. Det gælder både i Danmark og i store dele af verden. Men der er fortsat brug for investeringer og samarbejde, så både spillet og rammerne rundt omkring udvikler sig år for år. Det gælder både i forhold til mediernes interesse, kommercielle partnere, fans, klubber og ikke mindst os som fodboldforbund. Fra dansk og nordisk side ser vi blandt andet gerne solidaritetsregler med videre for udvikling af spillere,” fortæller Jesper Møller og fortsætter:

"Der er grund til at rose FIFA for de allerede opnåede resultater, og det glæder mig, at Infantino meget kraftigt har insisteret på fortsatte investeringer og udvikling af kvindefodbolden. Det gælder ikke kun i forhold til økonomi men også kvinders deltagelse og repræsentation i fodbold generelt. Fra dansk og nordisk side kan vi kun bakke op om dette. Men vi kan ikke gøre det alene. Alle skal tage ansvar, hvis vi skal løfte kvindefodbolden til næste niveau. For det fortjener spillet," siger Jesper Møller.

Womens Football Football Convention fortsætter lørdag, mens VM finalen afgøres på søndag den 20. august kl. 12 dansk tid, hvor Spanien og England møder hinanden på Stadium of Australia med plads til 81.500 tilskuere.