Organisation, talentstrategi og udvikling. Der er en masse parametre, der spiller ind, når der af DBU’s kvindeeliteudvalg skal uddeles en samlet score og et stjerneniveau til de danske klubber, der søger ungdomslicens for piger. Det er denne samlet score og stjerneniveau, der er med til at fastlægge klubbernes indbyrdes rangering i licenssystemet og indplacering i Danmarksturneringen i kvindeungdomsfodbold (U16- og U19-DM)

Ud fra den samlet score og stjerneniveau er 16 klubber blevet tildelt licens for den kommende to-årige licensperiode, der løber fra 1. juli 2023 til 30. juni 2025. Klubberne skal minimum have en samlet score på 32, og der gives mellem en til tre stjerner.

Fire nye klubber får tildelt to-stjerner. Det drejer sig om IF Lyseng/AGF, Kolding IF, Vildbjerg SF og Fortuna Hjørring. Farum BK/FC Nordsjælland opnår som den første klub 2,5 stjerne og er dermed den højst rangerede klub. Samtidig opnår Køge BK/HB Køge 1,5 stjerne og går ind som ny klub i det øverste niveau (top 8).

”Det er fantastisk at se, at der er fremgang at spore i alle klubberne, selvom det ikke udmønter sig i et nyt stjerneniveau for alle. Den flotte udvikling i klubberne er blandt andet et resultat af, at klubberne investerer flere ressourcer i pigemiljøerne. Der er kommet flere halvtids- og fuldtidsansatte i klubberne. Trænerne er bedre uddannet og klubberne har fået flere specialister i form af fysiske trænere, mentaltrænere og fysioterapeuter. Kort sagt er miljøerne blevet bedre til gavn for pigerne og dansk kvindefodbold.” siger Mette Bach Kjær, der er Forperson i Kvindeeliteudvalget.

Med de nye licenser overgår licenssystemet til en to-årig licensperiode. Det skal give klubberne mere tid mellem licensansøgningerne til at fokusere på udviklingen af miljøerne. Samtidig tilbydes klubberne et midtvejsbesøg inden de auditeres forud for den næste licensperiode. Dermed er der grundlag for yderligere fremgang ved næste licenstildeling.

Klubbernes indbyrdes placering og indrangeringen i U16 og U19 DM for perioden 2023/2025 ser således ud:

Indrangering Tabel 2023

*DBU’s Kvindeeliteudvalg har imødekommet Team Viborgs anmodning om ikke at deltage i U19 DM rækken