Inspireret af populær kunstart: Her er Kvindelandsholdets nye VM-trøje
Kvindelandsholdets nye spillertrøje til sommerens VM-slutrunde i Australien og New Zealand er designet med inspiration fra pop art og har til formål at hylde kvinderne som superhelte. Trøjen kommer i aktion for første gang ved fredagens venskabskamp mod Sverige i Malmø.
Når Sanne Troelsgaard, Simone Boye, Sofie Svava og resten af det danske kvindelandshold løber på banen til fredagens venskabskamp mod Sverige i Malmø, bliver det iført en spritny landsholdstrøje.
Spillerne skal nemlig for første gang i aktion i den trøje, som de skal bære ved sommerens VM-slutrunde i Australien og New Zealand. Trøjen er resultatet af et stærkt samarbejde mellem DBU og hummel og designet med inspiration fra en pop art-stil, der skal være med til at hylde kvinderne som superhelte.
”Der er ingen tvivl om, at vi er utroligt stolte af Kvindelandsholdet, og vi er stolte over at kunne præsentere en ny landsholdstrøje, som de bærer til den største fodboldturnering i verden,” siger hummel CEO Allan Vad Nielsen og fortsætter:
”Trøjen er markant anderledes, end vi normalt ser for en landsholdstrøje, og det skyldes i høj grad, at vi sammen med DBU ønsker at hylde kvinderne som superhelte. Derfor har vi også hentet inspiration fra en vild pop art-stil for at skabe noget, der virkelig springer i øjnene og samtidig understrege, hvor seje vi synes, de danske landsholdskvinder er,” siger han.
Pop art er en retning inden for billedkunsten, som opstod i England og USA i midten af 1950’erne og tog udgangspunkt i forbruger- og populærkulturens masseproducerede billedunivers som for eksempel reklamer og tegneserier. Og netop tegneserier har været inspirationskilden bag den nye trøje fra DBU og hummel.
Hos DBU’s fodbolddirektør Peter Møller vækker det også stor begejstring, at den nye landsholdstrøje er med til at hylde kvinderne som superhelte.
”Kvindelandsholdet er inde i en forrygende udvikling, og de senere år har de for alvor vundet danskernes hjerter både på og uden for banen. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi sammen med hummel kan være med til at sende kvinderne afsted til VM med en trøje, der hylder dem som superhelte, og som forhåbentlig kan danne grundlag for endnu en stor fodboldoplevelse,” udtaler Peter Møller.
Den nye landsholdstrøje kan allerede nu købes på landsholdsshoppen.dk og hos udvalgte danske forhandlere.