UEFA ExCo offentliggjorde i dag Schweiz som vindere af buddet på EM-slutrunden i 2025 for kvinder. 

Efter mere end fire års arbejde og en spændende budrunde med stærke bud fra Frankrig, Polen, Schweiz og de nordiske lande er det en taknemmelig Jesper Møller, der ser tilbage på samarbejdet om at få EM i kvindefodbold til Danmark for første gang.

”Vi ser tilbage på et benhårdt stykke arbejde om at sikre det bedste bud på en nordisk slutrunde for kvinder. Vi har haft et fantastisk samarbejde med vores nordiske kolleger og nationale samarbejdspartnere med målet om at få EM i 2025 til Norden og Danmark. Naturligvis er vi skuffede, men arbejdet stopper ikke her. Vi vil fortsat arbejde for den europæiske sportsmodel, og vores vigtigste prioritering er nu at fortsætte udviklingen af kvindefodbolden i Danmark og Europa. Og så glæder vi os til at følge det danske kvindelandshold fremover. Tillykke til vinderne fra Schweiz,” siger Jesper Møller.

EM-slutrunden på nordisk jord har været et samarbejde mellem Sverige, Norge, Danmark og Finland med støtte fra Færøerne og Island.

”Jeg vil gerne rette en særlig stor tak til Odense Kommune, Københavns Kommune og Sport Event Denmark for den kæmpe indsats, de har ydet i det nordiske bud,” afslutter Jesper Møller.