Stemningsskabende trommer på B-tribunen og et fan-panel skal være med til at videreudvikle fanoplevelsen til Herrelandsholdets kampe i Parken. Det fortæller fan-koordinator i DBU, Martin Ramtung.

”Stemningen i Parken har været helt fantastisk de senere år – og vi ved, at spillere og trænere er meget taknemlige for opbakningen. Vi ønsker at fortsætte med den gode stemning og har samlet fanpanelet igen for at drøfte, hvordan vi gør det bedst muligt til kampen mod Frankrig. For at løfte stadionoplevelsen endnu mere fremadrettet har vi fået to nye folk på trommerne, der fra en plads mere centralt på den nedre del af Den Røde Mur kommer til at sætte smæk på stemningen,” siger Martin Ramtung.

”Derudover er vi fortsat meget glade for samarbejdet med tifo-gruppen, som gang på gang er med til at skabe en stadionoplevelse i international klasse i Parken og med sikkerhed kommer til at gøre det igen den 25. september til kampen mod Frankrig,” siger Martin Ramtung.

Sikkerheden på tribunerne vil desuden være øget til kampen mod Frankrig med fokus på, at stadionreglementet respekteres – for eksempel at man kun indtager den plads, man har billet til. Overtrædelser kan medføre bortvisning, bøde og karantæne samt annullering af fan-medlemskab. Til Frankrig-kampen er der indsat ekstra sikkerhedspersonale.

Du kan fortsat være med til at bidrage til den gode stemning både på og udenfor tribunen. Tag kontakt til Martin Ramtung, mara@dbu.dk.