Sportsstjerner siger nej til diskrimination
Med den nye indsats #Gamechanger står idrættens verden sammen om, at sport skal være for alle uanset seksualitet eller kønsidentitet.
Joakim Mæhle, Sandra Toft, Lisa Gjessing, Pernille Harder og Henrik Møllgaard. Det er blot nogle af de sportsstjerner, der sammen med en lang række idrætsforeninger bærer regnbuefanen for #Gamechanger. En indsats, som sætter fokus på, at diskrimination på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet ikke hører hjemme i idrættens verden:
”Sport er fællesskab og sammenhold. Vi skal stå sammen og vise, at alle er velkomne på holdet. Det må aldrig være okay at råbe skældsord på banen eller ekskludere nogen i omklædningsrummet. Det skal vi sige fra over for”, siger fodboldlandsholdsspiller Joakim Mæhle om sin baggrund for at være en #Gamechanger.
Forandring kræver fortsat fokus
Dansk Boldspil-Union har igennem flere år haft fokus på mangfoldighed og inklusion, både på og uden for fodboldbanen, og formand Jesper Møller hilser indsatsen velkommen:
“Fodbold og idræt er for alle, uanset seksualitet eller køn. Forandringerne skabes ikke i en håndevending. Det kræver, at vi holder fast i bekæmpelsen af diskrimination, hos både fans, liga og landshold og hos børn og voksne i breddeklubberne. Derfor er det glædeligt, at Idrættens Regnbuekoalition står sammen om dette, for sammen er vi stærkere.”
Plads til alle under regnbuen
Hver femte LGBTI+-person føler sig i dag ikke som en del af idrætsfællesskabet, viser en undersøgelse fra Kulturministeriet. Derfor har ministeriet givet støtte til, at en lang række aktører under Idrættens Regnbuekoalition med #Gamechanger kan stå skulder ved skulder i kampen for, at alle skal føle sig velkomne på banen, i klubhuset og i omklædningsrummet.
“Vi er glade for, at vi er så mange, som står sammen om at skabe forandring i idrættens verden ved at understøtte mangfoldighed og tolerance. Vi tror på, at en samlet indsats på tværs af organisationer og forbund kan være med til at sikre at idrætten fremover bliver et trygt og inviterende fællesskab for mange flere”, siger Rikke Rønholt, bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund.
Hele idræts-Danmark
Mens sportsstjerner står sammen om at sige fra i en ny kampagnefilm, har 50 foreninger og klubber i hele landet også valgt at gå foran som gamechangers. De lader nu regnbueboldene rulle og får eksempelvis hjælp og sparring til at skabe et bedre sprogbrug og dermed en mere inkluderende kultur. På et nyt website kan alle klubber og foreninger være med ved at hente konkrete værktøjer og gode råd. Formanden i DGI, Charlotte Bach Thomassen, siger:
”Det er et super godt initiativ. Her arbejder idrætsforeningerne målrettet med et inkluderende og bredtfavnende idrætsmiljø for alle. #Gamechanger skal vokse, så vi forandrer kulturen, for diskrimination er helt uacceptabelt.”
Alle skal kunne sige fra
Det skal altså være slut med homofobiske tilråb og med at se skævt til medspillere i badet – og det skal gælde for både topatleten og for håndboldspilleren i den lille breddeklub. Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold Forbund, er derfor glad for samarbejdet på tværs:
”Vi skal sige fra over for diskriminerende sprog i idrættens verden. Derfor glæder det mig, at vi nu tager et stærkt skridt mod at skabe en mere inkluderende kultur. Og så er det vigtigt, at ikke kun de sportslige forbilleder sætter handling bag #Gamechanger, men at vi som specialforbund går foran og støtter foreninger, trænere og den enkelte i at tage ansvar”.
Ny bevilling til det fortsatte arbejde
Regeringen og støttepartier har netop fremlagt LGBT+ Handlingsplan 2022-2025. DIF og DGI har her modtaget en bevilling til at styrke arbejdet med #Gamechanger i tæt samarbejde med Idrættens Regnbuekoalition.
Bliv #Gamechanger
Det er ikke kun klubber, foreninger og sportsstjerner, der sætter fokus på temaet. Alle kan bakke op og vise støtte til #Gamechanger ved at dele kampagnen, når den ruller den 4. september med kampagnefilm, #Gamechanger-løfte, nyt website og meget mere.
Store sportsstjerner og 50 klubber er allerede med, men endnu flere skal ombord. Derfor opfordres alle klubber og foreninger til at tage aktiv stilling til, hvordan de vil arbejde med emnet og sige fra. Det kan ske ved at formulere tiltag og en sprogpolitik. Men også at vise offentligheden, at man er en klub eller forening, der tør tage stilling.
Koalitionen består af Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI, Dansk Boldspil-Union (DBU), Dansk Håndbold Forbund, Spillerforeningen, Pan Idræt, Institut for Menneskerettigheder samt Amnesty International og er et stærkt samarbejde mellem alle aktører, som står sammen om at bekæmpe diskrimination på baggrund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
”Alle skal være velkomne i klubber og foreninger – uanset seksuel orientering og kønsidentitet.
Som #Gamechanger vil jeg/vi gå forrest og arbejde for en kultur præget af tolerance og rummelighed.
Jeg/vi vil kæmpe mod fordomme og sige fra, når jeg/vi oplever sprogbrug, der er nedsættende eller diskriminerende. Både på banen, tribunen og i omklædningsrummet.”
#Gamechanger #sigfra