Det handler ikke om sparketeknikker, skudfinter eller om at score flest mål, når Lisbeth Houmann hver onsdag møder ind med sit fodboldhold i Lyngby Boldklub.  
Lisbeth er en del af klubbens ’Fodbold for Hjertet’-hold. Et motionstilbud til folk med hjerte-kar-sygdomme, diabetes og andre livstilssygdomme. Når Lisbeth løber rundt på banen, kommer pulsen op. Det samme gør humøret.  

Et større sammenhold og en øget motivation for at være mere aktiv er blandt udbyttet for mange af deltagerne på ’Fodbold for Hjertet’-holdene. Det viser en ny undersøgelse blandt 125 fodboldglade mænd og kvinder, som Syddansk Universitet netop har offentliggjort.  

Løfter sundheden
Over en halv million danskere lider af hjerte-kar-sygdomme. Men netop spillet med fodbolden kan have en særlig gavnlig effekt på sundheden. Det siger Peter Riis Hansen, overlæge ved hjertemedicinsk afdeling på Herlev og Gentofte hospital:

”Motionsfodbold er en særlig effektiv træningsform, fordi den er varieret med både udholdenheds-, interval- og styrketræning. Det batter for sundheden, og det gælder både, når man vil forebygge og behandle hjerte-kar-sygdomme,” siger han.


Sammenhold og fællesskab
Det er efter sit første hjertestop, at Lisbeth får øjnene op for den nye træningsform.

De næste tre år oplever hun at få i alt ni hjertestop. Efter hvert hjertestop er målet for hende at komme tilbage til fodbolden igen.

”Motion, sammenhold og frisk luft får mig til at komme tilbage uge efter uge. Vi har et enormt godt sammenhold på holdet, hvor alle passer på hinanden,” siger Lisbeth, hvis holdkammerater nu også er blevet til venner udenfor kridtstregerne.

Generelt fylder grin og samvær meget for deltagerne. Mere end otte ud af 10 svarer i den nye undersøgelse, at deres omgangskreds er vokset, siden de meldte sig på holdet.


Fodbolderfaring ikke nødvendigt
’Fodbold for hjertet’ er for alle. Også dem, der ikke før er trukket i fodboldstøvlerne.  Af de 125 adspurgte deltagere i undersøgelsen svarer næsten en fjerdedel, at de ikke før har spillet fodbold. Især for mange af kvinderne, er det første gang, de står på en fodboldbane.

Det samme gør sig gældende for Lisbeth Houmann. Hun er 60 år, da hun for første gang stifter bekendtskab med fodboldspillet. Den manglende erfaring oplever hun dog ikke som et problem, da hun melder sig til ’Fodbold for Hjertet’:

”Det har været en succes fra starten. Der er plads til, at man kan grine af sig selv og grine sammen. Alle kan være med – uanset om du har erfaring med fodbold eller ej,” siger hun.

Tal fra rapporten

  • 76% har fået nye venner gennem ’Fodbold for Hjertet’.

  • 82% oplever i høj eller meget høj grad, at de er kommet i bedre humør, efter de er startet på ’Fodbold for Hjertet’.

  • 80% oplever at have forbedret deres fysiske helbred i høj eller meget høj grad.

  • 91% siger, at de har lyst til at fortsætte med ’Fodbold for Hjertet’.

  • 25% har ikke spillet fodbold før.

Har du lyst til at prøve kræfter med 'Fodbold for Hjertet'? Find et hold i nærheden af dig her

 

OM UNDERSØGELSEN

'Fodbold for Hjertet'. En undersøgelse af deltagerne’

Eva Berthelsen Schmidt og Karsten Elmose-Østerlund

Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund,

Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Se hele undersøgelsen her

OM 'FODBOLD FOR HJERTET'

’Fodbold for Hjertet’ er et motionstilbud for mænd og kvinder med hjerte-kar-sygdomme og andre udfordringer med helbredet.

Der findes pt. 28 hold rundt omkring i landet.

DBU og SDU har udviklet konceptet med støtte fra TrygFonden. Hjerteforeningen er samarbejdspartner og bidrager til at udbrede konceptet.

Læs mere om 'Fodbold for Hjertet' her