Keglerne danner en stor firkant, som skal forestille en strand i Polynesien fra Disneyfilmen Vaiana, og fodboldene kan være gange smukke muslingeskaller eller andre gange babyskildpadder, som indgår i fortællingen.

En af trænerne læser et afsnit op fra historien, og pigerne laver forskellige øvelser, der passer ind i fortællingen om den eventyrlystne høvdingedatter Vaiana, som børnene kender i forvejen. På den måde bruges fantasi og en velkendt historiefortælling til at introducere piger til fodbold og til at styrke deres venskaber og livsfærdigheder.

“De leger med bolden – og pludselig spiller de fodbold”, som pigernes træner Natalie Rømer siger.

Kan give flere medlemmer til klubben
De fleste af pigerne har ikke spillet fodbold før, men efter et par måneder med Playmakers-programmet har mange af dem mod på at fortsætte med at gå til fodbold. Dermed kan projektet være med til at få flere pigemedlemmer i klubberne.

“Pigerne bliver kørt her til Roskilde fra hele oplandet for at være med i Playmakers. Når de bagefter gerne vil fortsætte med at spille fodbold, kan det give mening, at de melder sig ind i deres lokale klub, så de ikke har så lang transport”, forklarer Natalie, der netop har hjulpet tre piger fra Playmakers-forløbet med at starte i Viby IF.

Sørg for tilstrækkeligt med trænere
På det første Playmakers-hold i Roskilde Boldklub af 1906 var der 50 piger, og her lærte Natalie, at det er nødvendigt at få nogle flere voksne med – ellers kan man ikke give den enkelte opmærksomhed nok. Det kan være nogle af pigernes forældre, eller det kan være trænere fra klubben.

Det kræver ikke nødvendigvis, at man har erfaring som fodboldtræner, hvis man vil hjælpe til. Der skal også læses historier højt – og i det hele taget holdes styr på de små polynesiske høvdingedattere, og det kræver ikke nogen særlig fodboldbaggrund, fortæller Natalie.

Markedsføring: Mest mund-til-mund
Rekrutteringen til projektet er blandt andet foregået ved, at Natalie har været rundt på skoler med plakater og ved opslag i lokale Facebook-grupper.

“Og så rigtig meget mund-til-mund. Mødrene taler sammen, pigerne selv taler sammen – og nogle kommer med, fordi de har hørt om det fra ældre søskende”, siger Natalie og tilføjer, at piger ofte kommer 2-3 stykker sammen – det føles mere trygt end at komme alene.

Programmet er baseret på forskning fra Leeds University i England om hvad der motiverer piger til at deltage i sport.

  • Fakta om Playmakers-projektet
    UEFA Playmakers er en sportsaktivitet, der leverer en sjov og sikker introduktion til at lære fodbold for 5-8-årige piger gennem bevægelse, leg og magien ved Disney-historiefortælling.
  • Der er gratis adgang for alle interesserede piger
  • Klubben tilbyder en ugentlig træning på 1 ½ time efter UEFAs manual, der indeholder konkrete øvelser og historier fra Disneys fantasi-univers.
  • Der skal være mindst en voksen pr. 10 piger
  • Mindst en af de voksne skal have taget Playmaker-uddannelsen – et 20 timers gratis kursus, der udbydes af DBU
  • Klubben sikrer vejen fra rekrutteringsforløbet til medlemskab i fodboldklubben og understøtter kvaliteten af det efterfølgende fodboldtilbud.

Bemærk, at der er en række krav til dokumentation og sammensætning af trænerteamet – læs mere her

Få klubben med i Playmakers
Er det noget for din klub at blive værtsklub for Playmakers i foråret 2023? Så udfyld formularen nedenfor – deadline er 1. december 2022.

Kontakt Annette Westermann på anwe@dbubredde.dk, hvis du har spørgsmål.