Danmark og de nordiske lande afleverer bud på EM 2025
Danmark har sammen med de nordiske lande lagt buddet på EM for kvinder i 2025. København og Odense er som de to danske byer en del af værtskabet.
Over 20.000 rød-hvide fans i Parken til Kvindelandsholdets kamp mod Brasilien og EM 2022 i England med rekordmange tilskuere. Kvindefodbold er inde i en rivende udvikling, og det potentiale vil de nordiske lande i samarbejde tage til et nyt niveau med EM 2025.
I over fire år har de nordiske fodboldforbund arbejdet tæt sammen om at lave et stærkt, fælles bud på et stort mesterskab. Tirsdag har Danmark, Finland, Norge og Sverige afleveret sit bud på EM-værtskabet i 2025. Det sker med opbakning fra Færøerne og Island.
Hvis slutrunden lander på nordisk jord, bliver det med i alt otte kampe fordelt på værtsbyerne København og Odense - og med åbningskamp i Danmark.
Sophie Hæstorp Andersen (S), overborgmester i Københavns Kommune, drømmer om endnu en stor sportssommer i København:
”I København har vi lige afholdt en fantastisk gul folkefest under Tour de France, og vi fik i den grad vist, hvordan vi kan afholde megaevents på en innovativ og bæredygtig måde. Vi er mere end klar til at samles om endnu en folkefest, hvor vi kan heppe på Kvindelandsholdet. Derfor er jeg glad for, at København har budt på et fællesnordisk EM i 2025, og jeg håber, vi bliver udpeget som værter sammen med Odense og vores nordiske naboer. Det er et unikt vindue til at få flere piger ud på fodboldbanerne, skabe vækst og arbejdspladser for vores lokale erhverv og sætte fokus på de nordiske værdier om diversitet og ligestilling,” siger Sophie Hæstorp Andersen.
Mia Nyegaard (B), kultur og fritidsborgmester i Københavns Kommune, deler de samme drømme om endnu en mindeværdig sportsbegivenhed i København:
"Store kultur- og idrætsbegivenheder er med til at gøre København til en attraktiv storby. Vi har de senere år vist, at vi kan arrangere både fodbold- og cykelfester, der giver genklang i hele verden. Og det gør de også lokalt, hvor store sportsevents er med til at inspirere til både bredde og elite. Det er vores ansvar som politikere at bruge det som afsæt til få flere piger til at blive en del af et aktivt fællesskab. Derfor håber jeg, at vi kan få lov til at heppe på de danske fodboldkvinder på hjemmebane," siger Mia Nyegaard.
For Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, vil et muligt værtskab i Odense og København være til stor gavn for byerne, virksomhederne og den kommende fodboldgeneration:
”Både Odense og København er mestre i at afholde store events, og derfor håber jeg, at vi med vores stolte fodboldtraditioner kan vise omverdenen, hvordan et EM 2025 i kvindefodbold kan se ud på dansk jord. En så stor international sportsbegivenhed på hjemmebane vil ikke bare skabe en sand folkefest i rødt og hvidt, den vil også skabe liv og omsætning i Odense og København. Tilsammen vil det forhåbentligt sætte et positivt aftryk i mange børn og unges lyst til at spille fodbold fremover. Nu må vi vente i spænding og se, om UEFA vil spille EM-fodbold i Danmark,” siger Peter Rahbæk Juel.
Med værtskabet ser DBU fantastiske muligheder for at samle og begejstre fodbold-Danmark. Jesper Møller, formand i DBU, tror på, at et nordisk EM kan skabe fodboldfest og udvikle dansk og europæisk kvindefodbold:
”Det endelige bud på WEURO25 er resultatet af et tæt samarbejde de nordiske værtsnationer i mellem. Vi vil med slutrunden udvikle kvindefodbolden i hele Europa, og jeg er stolt af, at buddet bunder i de nordiske værdier om lige muligheder, bæredygtighed, diversitet og inklusion. Jeg er glad for, at buddet også afspejler vores mål om at få flere piger og kvinder til at spille fodbold. Et EM i Norden skal også vise vigtigheden af at kæmpe for den europæiske sportsmodel med grundværdier som solidaritet og fællesskab,” siger Jesper Møller.
Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, glæder sig over chancen for endnu en folkefest på dansk jord:
”Der er ingen tvivl om, at vi i Sport Event Denmark sammen med forbund og værtsbyer arbejder stenhårdt for at tiltrække store sport-events til Danmark. Sidste sommer var Danmark vært for en del af mændenes EURO2020. Og denne sommer har på mange måder givet svaret på, hvorfor Danmarks skal være vært. Det skaber bl.a. begejstring og sammenhold. Derfor skal vi også arbejde på at sikre nye events til de kommende år. Vi er meget optagede af at blive en del af EM for kvinder i 2025. Vores fællesnordiske bud er helt unikt med hele fire hovedstæder, og vi har i Norden særlig fokus på social og miljømæssig bæredygtighed,” siger Lars Lundov.
UEFA ExCo annoncerer 25. januar 2023, hvem der får værtskabet til EM 2025. Hvis Norden vinder kapløbet, bliver mesterskabet med en fantastisk finale på Friends Arena i Stockholm, der med en tilskuerkapacitet på 50.000 er det største stadion i Norden.