Stor fanfest i Bella Arena
Den 22. november skydes VM slutrunden i gang for Herrelandsholdet, og de danske fans skal ikke snydes for storskærmsvisning. Derfor inviterer Bella Arena, DR, TV 2 og DBU indenfor til fodboldfest i Bella Arena.
Sommer, sol og storskærm. Det er, hvad de danske fans normalt forbinder en VM-slutrunde med, men sådan bliver det ikke denne gang. Det betyder dog ikke, at de danske fans skal snydes for god stemning, fodbold i verdensklasse og rød-hvid fodboldfest.
I samarbejde med Bella Arena, TV 2 og DR inviteres danske fodboldfans til fodboldfest og storskærmsvisning på hjemmebane i Bella Arena. Her vil Danmarks to gruppekampe mod Frankrig og Australien samt eventuelle knockoutkampe blive vist på storskærm. Derudover vil der være flere spændende aktiviteter såsom quizzer, DJ’s og aktivitetsboder.
”Fodbold og slutrunder skaber samling og begejstring. Derfor er vi glade for at kunne invitere de danske fans ind til en rød-hvid fodboldfest i Bella Arena. Det har været vigtigt for os at give danske fans mulighed for at støtte og juble over Danmarks VM-kampe på dansk grund, samtidigt med at vi fra DBU’s side fører kritisk dialog med VM-arrangørerne fra Qatar,” siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen.
Arrangementerne er lavet i samarbejde med Bella Arena, TV 2 og DR. Du kan læse mere om det HER.
Udtagelse af VM-trup
Bella Arena bliver første gang taget i brug i forbindelse med VM-slutrunden mandag d. 7. november, hvor landstræner Kasper Hjulmand udtager den endelige VM-trup.
Billetterne til kampene mod Frankrig og Australien i Bella Arena kan af ForDanmark-medlemmer hentes tirsdag d. 8. november kl. 12.00, mens de resterende billetter bliver tilgængelige torsdag d. 10. november kl. 10.00 på billet.dbu.dk. Grundet det skæve spilletidspunkt for kampen mod Tunesien vil der ikke blive afholdt et offentligt arrangement til kampen. DBU vil i stedet invitere familier ind til en dag i fodboldens tegn.
Du kan læse mere om fanzonen, se programmet og finde svar på ofte stillede spørgsmål lige HER.