Ny kombineret landstræner for U23 og U20
Jan Michaelsen bliver landstræner i en helt ny stilling, hvor han både er i spidsen for U23-kvindelandsholdet og U20-herrelandsholdet. Det sker for at booste talentudviklingen i transitionsfasen.
Store øjeblikke i rødt og hvidt ligger forude. Herrelandsholdet jagter ny slutrundesucces til VM 2022 i slutningen af november, mens Kvindelandsholdet til sommer spiller for Danmark til VM 2023.
Men før landsholdsspillerne tager turen op på A-landsholdene til de store mesterskaber skal de både udvikles og matches på et højt niveau på ungdomslandsholdene.
Som endnu en brik i arbejdet for at styrke indsatsen fra U-landshold til A-landsholdet ansætter DBU 51-årige Jan Michaelsen i en helt ny stilling som landstræner for både U23-kvindelandsholdet og U20-herrelandsholdet fra 1. januar 2023.
Jan Michaelsen glæder sig over muligheden:
”Det er en utroligt spændende stilling. Jeg glæder mig enormt meget til at blive et bindeled i transitionsfasen og hjælpe de unge, dygtige spillere, der ikke klarer det store skridt direkte til Kvindelandsholdet eller U21-herrelandsholdet. Jeg glæder mig også til være en vigtig brik i at dele viden herre- og kvindesiden imellem. Derudover ser jeg frem til et tæt samarbejde med både de øvrige landstrænere og klubberne,” siger Jan Michaelsen.
Anders Gerber, talentudviklingschef for kvinder i DBU, ser ansættelsen af Jan Michaelsen i det kombinerede landstrænerjob som et endnu et stærkt tiltag i udviklingen af fremtidige stjerner til både Kvinde- og Herrelandsholdet:
”Med Jan får vi en erfaren talentudvikler og landstræner, der kommer til at supplere landstrænergruppen rigtig godt. Jans rolle er ny og handler om at udvikle spillere i transitionsfasen for at få dem klar til Kvindelandsholdet og U21-herrelandsholdet. Det er en utroligt vigtig opgave, som skal optimere den samlede talentudvikling i Danmark gennem muligheden for mere international matchning til denne gruppe af spillere,” siger Anders Gerber.
Jan Michaelsen kommer til at indtræde i den unikke landstrænerstilling i forlængelsen af, at DBU har sammenlagt DBU Talent til at være en samlet enhed på tværs af køn. Den nye landstræner kommer til at spille en vigtig rolle i at gøre forbindelsen mellem kvinde- og herrelandsholdene endnu tættere samt til at udforske forskelligheder og ligheder på tværs af landsholdene, som kan bidrage til at styrke talentudvikling i transitionsfasen yderligere.
Både U23-kvindelandsholdet og U20-herrelandsholdet skal samles tre gange årligt, hvor der i hver termin forventes to landskampe per landshold. Første opgave bliver med U23-kvinderne i februar, hvor to venskabskampe venter for den nyudnævnte landstræner og hans team.
Jan Michaelsens CV
Jan Michaelsen (51), født 28. november 1970 i Nantes, Frankrig.
Trænerkarriere:
2009: F.C. Københavns reserver
2009-2012: F.C. København U17
2012-2016: U17-drengelandsholdet
2016-2018: KB
2018: Fremad Amager
Spillerkarriere:
1990-1991: Svendborg
1991-1993: Vanløse
1993-1996: Hellerup
1996-2001: AB
2001-2004: Panathinaikos
2004-2008: HamKam
Landsholdskarriere:
2000-2003: Herrelandsholdet, 20 landskampe