Et nyt hold og en ny EM-kvalifikation. Det er opgaven for landstræner Jesper Sørensen, der i dag har udtaget den trup, der i den kommende uge spiller to testkampe mod Sverige og Ungarn i Tyrkiet. De to testkampe spilles som et led i forberedelsen frem mod en kvalifikation til U21-EM i 2025.

Det er  officielt et U20-landshold, der tager afsted, og udgøres af årgang 2002 og 2003. Det er de selvsamme årgange, der kommer til at udgøre det næste U21-landshold, der skal kæmpe med om EM-kvalifikation.

”Jeg ser meget frem til at skulle samles med et nyt hold for første gang. Flere af spillerne kender jeg naturligvis fra tidligere på U21-landsholdet, mens andre har vi fulgt tæt ude i deres klubber og på de yngre landshold. Turen og kampene handler om at få spillet et nyt hold sammen, der fra 2023 skal kunne spille med om en EM-billet,” siger landstræner, Jesper Sørensen.

Flere af navnene i truppen er allerede velkendte, mens andre måske vækker lidt mindre genklang hos de danske fodboldfans.

”Det er en ung, men en meget talentfuld og bred trup med en god sammensætning af spillere, hvor erfaringen varier fra Champions League til Superligaen. Jeg ser derfor frem til at få taget hul på samlingen og komme ud på træningsbanen,” siger Jesper Sørensen.

I truppen er også navne, der har været sat i forbindelse med den aktuelle VM-trup, hvor 21 ud af 26 spillere i går kom på plads – men det skal der ifølge Jesper Sørensen ikke ikke lægges for meget i.

”Kasper Hjulmand og jeg er løbende i dialog, hvilket der ikke er noget nyt i. Det er vi naturligvis også i dette tilfælde, hvor VM-truppen endnu ikke er helt på plads. Derfor vil spillere, der er udtaget til denne trup, også fortsat kunne være i spil til den endelige VM-trup,” slutter Sørensen.

Holdet samles og rejser til Tyrkiet mandag d. 14. november, herefter spiller de mod Sverige d. 17. november og Ungarn d. 20. november – begge kampe kl. 16.

TRUPPEN

 

Line Up U20