Mandag den 14. november møder Herrelandsholdet ind på spillerhotellet i København, inden holdet tirsdag flyver afsted til VM-slutrunden. Kasper Hjulmand har her til aften udtaget de sidste fem spillere, der fuldender truppen sammen med de 21 spillere, han tidligere på ugen udtog.

Hjulmand har udtaget:

  • Frederik Rønnow, målmand fra Union Berlin
  • Alexander Bah, forsvarsspiller fra Benfica
  • Yussuf Poulsen, angriber fra RB Leipzig
  • Robert Skov, midtbanespiller fra TSG Hoffenheim
  • Christian Nørgaard, midtbanespiller fra Brentford

“I weekenden har jeg fået den afklaring, jeg manglede tidligere på ugen. Jeg er glad for, at VM-truppen nu er fuldendt. Når der er tilvalg, er der også fravalg, og det har været svært at skulle meddele andre spillere, at de ikke er med i VM-truppen. Nu glæder vi os til at samles og komme afsted til en uges træning før første VM-kamp,” siger Kasper Hjulmand.

Truppen tæller allerede rutinerede navne som Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel, mens der også er blevet plads til unge kræfter som Oliver Christensen, Mikkel Damsgaard og Jesper Lindstrøm.

Første opgave til VM bliver tirsdag den 22. november kl. 14 mod Tunesien, herefter venter Frankrig den 26. og Australien den 30.