Dansk børnefodbold inddeles efter årgange, så børn født i samme kalenderår følges ad. Men det kan have uhensigtsmæssige konsekvenser for børn jo senere på året, de er født.

Jævnaldrende børn kan nemlig have vidt forskellige udgangspunkter, både fysisk og mentalt.

Ofte er konsekvensen, at der på en årgang vil være flest børn født i årets første halvdel, mens de yngste fra årgangen er i mindretal. Det kalder man den relative alderseffekt, og det er emnet for DBU Breddes kommende aftenwebinar.

Relativ alderseffekt (RAE)

Den relative alderseffekt er et udtryk for, at der på tværs af en årgang er en overrepræsentation af spillere født først på året og en underrepræsentation af spillere født sidst på året. Relativ alderseffekt forklares ofte med, at ældre spillere er relativt mere fysisk og psykisk modne end deres jævnaldrende, hvilket kan føre til, at de tilbydes bedre træningsmuligheder, og at der dermed sker selektion og frafald. Kilde: Gamechanger.nu

Rasmus Porse

  • Analysemedarbejder i DBU Projekt & Analyse
  • Ekspert i relativ alderseffekt

På webinaret vil Rasmus Porse, der er analysemedarbejder i DBU Projekt & Analyse, fortælle om hvordan relativ alderseffekt kan skævvride trænere og forældres grundlag for at lave gruppeinddelinger og holdudtagelser, og hvilke konsekvenser det kan have for børnene.

Webinaret vil også handle om, hvordan man som forælder, træner og klub kan være opmærksom på alderseffekten, og hvad der kan gøres for at mindske den. Et af midlerne er at give børnespillerne lige meget spilletid.

Webinaret foregår tirsdag den 7. juni klokken 20.00-21.00.


Webinaret vil blandt andet forsøge at besvare følgende spørgsmål: 

  • Hvorfor er relativ alderseffekt en udfordring i dansk børnefodbold?
  • Hvilken gruppe af børn er særligt udsatte i denne sammenhæng?
  • Hvilke overvejelser kan man som forælder eller forældertræner gøre sig i den forbindelse, og hvilke værktøjer kan man bruge?
  • Hvad kan man som klub gøre for at bearbejde relativ alderseffekt?

Afhold webinaret som forældremøde
Har I overvejet at invitere forældre og trænere ned i klubhuset, så I i fællesskab kan overvære webinaret? Det kan være en oplagt mulighed for at diskutere børnefodbold, holdninger og værdier i jeres klub.

12 måneder er lang tid i børnefodbold

Hvor stor forskel kan der være på to børnespillere?+

Børnespillere i samme årgang kan være født med op til 12 måneders forskel. Her er et regnestykke med to børnespillere på syv år:

  • Spiller 1 er født 1. januar
  • Spiller 2 er født 31. december


Nedslagstidspunkt = 31. december:

  • Spiller 1 er syv år og 364 dage gammel
  • Spiller 2 er syv år gammel
  • Der er 364 dages forskel på de to spillere:
    Spiller 1 har levet 2919 dage.
    Spiller 2 har levet 2555 dage.
  • Spiller 1 har altså levet 1/7 længere, svarende til ca. 14,2 procent. Det er lang tid til at opbygge og forbedre kompetencer
Hvad betyder det?+

Formålet med regnestykket er at skabe bevidsthed om…

  • Den kæmpe forskel, 12 måneder kan betyde for den enkelte spillers præstation, når man kun er 7 år
  • At spændet oftest udligner sig efterhånden, som spillerne bliver ældre (i takt med at de 364 dage udgør en relativt mindre del af den samlede levealder)


Praktiske informationer

  • Deltagelse er gratis.
  • Webinaret varer 1 time og foregår tirsdag den 7. juni 2022, klokken 20.00-21.00.
  • Deltagere får tilsendt link til webinaret på mailadressen angivet ved tilmelding.
  • Den primære målgruppe er forældre og forældretrænere, men alle med interesse for emnet er velkomne.
  • Trænere med C-licens optjener et refreshmentpoint ved at deltage på webinaret.